Foto: TV3 Ingen kan ryge hjem i aften, men vi vil alle gerne vinde den thermomixer og jakken til finaleugen! I dette indlæg skriver jeg lidt om dagen.
Da vi møder op, så ved jeg at ingen kan ryge hjem. Det er en dejlig følelse i maven! Jacob og Stephanie rockede i runde 1 i går og Catharina sejrede i runde 2 med en flot dessert! Det bliver hårdt i dag. 3 talentfulde og dygtige mennesker.
Vi kommer ind i studiet og jeg får øje på thermomixeren og dernæst jakken. Hvor vil jeg gerne vinde begge dele!
Under 8 klokker foran dommerne er de 4 tilberedsningsmetoder og 4 stykker protein. Jacob har den sindssyge fordel, at han må vælge hans modstander, tilberedsningsmetode og protein! Han må desuden også vælge hvem der på andet hold skal vælge først. Det er en fordel der vil noget.
I sync (der hvor vi sidder og snakker i et rum) fortæller Jacob, at han helst ikke vil imod mig og det var en varmende kommentar! Jeg siger i sync, at jeg helst ikke vil imod Stephanie. Meget af det, som vi siger i sync bliver klippet fra, så jeg vil lige fortælle, hvad jeg sagde derinde: Flere har igennem programmets gang fortalt mig, at jeg skal frygte at komme i uge med Stephanie, fordi hun er mega god og jeg har hørt lidt om hendes vilde tomatret fra audition og nogle af de retter, som hun har lavet i de andre uger. Så disse kommentarer har gjort, at jeg selvfølgelig har frygtet hende! Det har så heller ikke hjulpet, at hun leverede gode retter både mandag og tirsdag! Hun er en hård negl i et køkken! Jeg ser også de 2 andre som mega konkurrenter, men Stephanie er hende jeg kender mindst, så derfor også hende jeg frygter mest. Catharina havde jeg også indledende runde med og Jakob havde jeg kvartfinale med.
Jacob vælger Catharina og dette betyder, at jeg skal imod Stephanie. Jeg føler faktisk allerede, at jeg har tabt på forhånd. Jacob giver hende tilmed en fordel! Jeg må i hvert fald give den alt hvad jeg har.
Jacob vinder første runde imod Catharina.
Det er nu Stephanie og min tur til at komme i køkkenet. Stephanie vælger flambering! Ugh. Jeg har flamberet én gang før og det var min hummersauce i kvartfinalen. Da Stephanie siger flambering, så kan jeg i øjeblikket kun tænke dessert og jeg undrer mig derfor over hendes valg, fordi vi kun har kød foran os. Herefter slår det mig så, at jeg kan flambere en sauce ligesom jeg har gjort før og det er åbenbart også det Stephanie har i tankerne at gøre.
Hvis jeg skal have en chance, så er jeg nødt til at vælge noget, som vi nok begge to er på glatis med. Jeg siger i sync, at jeg må vælge noget som Stephanie måske ikke spiser, men jeg mente altså TILBEREDE! Jeg tænker, at ingen af os har tilberedt sådan en ordentlig luns kød før og det må være en ulempe for os begge to.
Jeg beslutter at flambere en sauce og det var også det Stephanie havde i tankerne. Jeg vil lave en sauce med fond, portvin, rødvin og flambere med cognac. Dertil vil jeg lave pandestegte kartofler, som normalt bliver virkelig gode sprøde, når jeg laver dem herhjemme (klik for opskrift), men alt skal åbenbart gå galt i MasterChef køkkenet. Jeg havde simpelthen ikke nok tid til de kartofler. Kødet steger jeg af på panden og giver det en god stege skorpe og så kommer jeg det i ovnen. I stedet for at bruge et stegetermometer, så tjekker jeg kødet engang i mellem med en kødnål og sætter nålen til læben. Da nålen er lun, så tager jeg kødet ud af ovnen.
Kødet bliver rigtig godt og det smager himmelsk! Mine kartofler er desværre ikke sprøde og saucen er ikke reduceret længe nok. Jeg brugte simpelthen for meget tid på 4 omgange med min sauce før den lykkedes! Næste gang skal jeg nok ikke være så bange for flammen og være mere forsigtig i stedet for bare at stikke lighteren ned i saucen, haha.
Vi får begge god og dårlig kritik af dommerne, så jeg føler, at den er helt lige i mellem os. Jeg er helt i chok, da de siger mit navn. Jeg havde ikke regnet med at kunne slå Stephanie.
Runde 2 skal i gang og Jacob får igen fordelen og vælger derfor først. Han vælger rygning og jeg vælger kylling. Jeg har herhjemme øvet en del partering af kylling og har før kunnet lave nogle rigtig flotte drumsticks, så det vil jeg prøve i dag. Dertil vil jeg prøve at lave et comeback på min mayonnaise fra i går og ryge den. Det sprøde og det syrlige element bliver friske og syltede kinaradiser.
Mine drumsticks flækker desværre i knoglen begge to, øv. Jeg er også ret meget på udebane med at ryge en mayonnaise, fordi jeg aldrig har røget noget før. Hvor længe skal den mon have?
Det eneste der faktisk lykkedes i mit køkken er mine kinaradiser.
Da jeg tjekker min mayonnaise, så synes jeg, at den mangler salt, så det tilføjer jeg. Det skulle jeg aldrig have gjort. Det åbner åbenbart om for røgsmagen, men jeg får den ikke smagt efter jeg tilføjer mere salt.
Dommerne smager på min ret og Jesper beder mig om at komme op og smage min mayonnaise. Jeg kan faktisk ikke smage så meget røg, da jeg står oppe foran dommerne, så jeg undrer mig lidt over hvorfor jeg skulle smage den. MEN da jeg så vender mig om for at gå tilbage, så kommer røgsmagen bare frem! FØJ! Det var helt vildt så meget smag af røg der pludselig kom. Jeg ved desværre godt hvad klokken har slået. Den ret som Jacob har lavet skal være virkelig dårlig for at han ikke kan slå min forfærdelige mayonnaise.
Jacob får meget ros for hans smørrebrød. Det kyllingeskind så virkelig også godt ud. Jeg ved derfor allerede, at han har vundet. Æv.
Dommerne giver Jacob jakken og thermomixeren. Den seje gut. Han slog skisme alle tøserne i denne uge! Det betyder også, at det er pigerne mod pigerne i morgen. Det er en vigtig dag i morgen. Jeg vil så gerne videre til finaleugen, men jeg ved også at det bliver svært – meget svært. Stephanie og Catharina er to virkelig stærke tøser.
Tusind tak, fordi I hepper med derhjemme og læser med her!
På min instagram deler jeg masser af billeder, videoer og stories, så hop gerne ind og følg med der.
Kunne du lide indlægget her, så kan du læse mine andre indlæg om MasterChef lige HER.
Synes virkelig du gør det godt. Fedt at du tør tage nogle chancer.
Men hold da op et stærkt felt du er og har været oppe i mod.
Alt mulig held og lykke med sidstedagen i semifinalen.
Tusind tak! Det varmer!