Parfait med banankage og nougat er is lavet uden ismaskine. Den smager fantastisk og den hjemmelavede banankage giver den bare lige det ekstra.
Prøv opskriften på min banankage og gem halvdelen til denne is. Jeg bagte den dog uden kanel og kom kun glasur på den ene halvdel, da der ikke skal være glasur på den halvdel der skal i isen.
Parfait Med Banankage Og Nougat
Ingredienser
- 6 pasteuriserede æggeblommer
- 150 g sukker
- 500 ml fløde 38%
- 1 spsk vaniljepaste
- ½ banankage bagt uden kanel og glasur på toppen.
- 150 g nougat
Sådan gør du
- Pisk æggeblommer med sukker til en lufttig æggesnaps.
- Pisk fløde let stift – ikke så meget at det ikke kan piskes med æggesnapsen uden at blive overpisket.
- Pisk så æggesnaps og den letpisket fløde sammen – her er det vigtigt at massen er stiv nok til at holde på fyldet.
- Skær nougat i små tern og banankage i større tern.
- Vend banankage og og nougat i.
- Kom film i en stor rugbrødsform og kom ismassen i.
- Frys ismassen i 6-8 timer eller, indtil isen har sat sig.
- Så kan isen vendes ud af formen, filmen fjernes og den kan herefter skæres i skiver og serveres.
- Velbekomme.
Noter
Parfait med banankage
Du kan nemt skifte banankage ud med anden kage, småkage eller kiks. Citronkage, brownie eller chokoladecookies er også virkelig lækre i is.
Nougat kan undlades eller skiftes ud med f.eks. hakket mørk, lys eller hvid chokolade eller nutella swirls.
Basen for parfait er æggeblommer, sukker og fløde. Så kan du nemt tilføje lige hvad du ønsker og lave din egen hjemmelavede is uden ismaskine.
Parfait kræver ingen ismaskine og du skal heller ikke røre i isen undervejs. Det er dog vigtigt at ismassen er tyk nok, så fyldet ikke ryger til bunden før den når at fryse.
Jeg kommer altid film i formen, så jeg kan vende isen direkte ud og skære skiver af isen. Filmen laver dog ikke de pæneste mærker, så hvis isen skal serveres for gæster, så kan du smelte lidt chokolade og hælde over eller pynte med friske bær.
Jeg er også at finde på de sociale medier:
Min gruppe på Facebook hvor du er mere end velkommen til at dele billeder, hvis du laver en (eller flere 😀 ) retter fra bloggen her. Du kan desuden også stille spørgsmål angående mine opskrifter og jeg deler selv billeder og nye og gamle opskrifter derinde. Så der vil altid være madinspiration at finde derinde.
Jeg er desuden også at finde på Pinterest, hvor jeg dagligt deler masser af billeder fra bloggen. Pinterest er en side (eller gratis app til mobilen), hvor man kan gemme billeder og opskrifter på sine egne opslagstavler, så man altid kan finde opskrifterne igen. Det er så smart!