Knoldsellerimos er fantastisk som tilbehør til aftensmaden, men den er også fantastisk på brød eller som dip.
Sellerimos eller knoldsellerimos kan bruges til rigtig meget. Jeg ELSKER at få det på nybagt brød med smør – det lyder måske spøjst, men det smager himmelsk. Vi får det også som tilbehør til aftensmaden – den er skøn til kød og en frisk salat.
Knoldsellerimos
I stedet for almindeligt smør i mosen, så kan du tilføje f.eks. brunet smør eller hvis du har stegt bacon, så kan du tilføje det smeltede fedt i mosen.
For ekstra smag, så kan du stege et par fed hvidløg med i gryden eller tilføje lidt knust hvidløg i mosen til sidst, når den skal blendes.
Jeg pynter med lidt frisk karse for smag og skovsyre for farve. Men purløg eller persille er også lækkert ovenpå.
Lidt koldt smør på ristet brød og den lune knoldsellerimos ovenpå er en fantastisk kombination!
Knoldsellerimosen er bedst serveret varm eller lun. Den er også god i sandwiches, tortillas eller pitabrød i stedet for kød.
Prøv evt. knoldsellerimosen til helstegt nakkefilet.
Knoldsellerimos – Små Brød Med Knoldselleri Og Karse
Ingredienser
- 1 knoldselleri
- Smagsneutralolie
- 10 stilke frisk timian
- Salt
- Peber
- Citronsaft
- 50 g smør
Sådan gør du
- Skræl knoldsellerien og skær ud i tern på størrelse med terninger.
- Kom lidt olie i en gryde og steg knoldselleritern med lidt salt og peber.
- De skal have en god mørkgylden farve.
- Tilføj nu timianstilke og dæk kun lige knoldsellerien med vand.
- De skal nu koge, indtil de er helt møre. Forsvinder vandet helt, så tilføjes lidt mere.
- Når de er møre hældes det overskydende vand fra og timian fjernes fra gryden.
- Kom smør i gryden og blend det hele med en stavblender.
- Når alt er blendet godt, så smages mikset til med citronsaft, salt og peber og evt. lidt friske blade timian.
- Du kan nu servere knoldsellerimosen som den er eller du kan lave de brødhapsere, som jeg gør på billederne.
- Rist nogle skiver brød, tilføj lidt smør og top med knoldsellerimos og frisk klippet karse.
- Velbekomme.
Noter
Jeg er også at finde på de sociale medier:
Min gruppe på Facebook hvor du er mere end velkommen til at dele billeder, hvis du laver en (eller flere 😀 ) retter fra bloggen her. Du kan desuden også stille spørgsmål angående mine opskrifter og jeg deler selv billeder og nye og gamle opskrifter derinde. Så der vil altid være madinspiration at finde derinde.
Jeg er desuden også at finde på Pinterest, hvor jeg dagligt deler masser af billeder fra bloggen. Pinterest er en side (eller gratis app til mobilen), hvor man kan gemme billeder og opskrifter på sine egne opslagstavler, så man altid kan finde opskrifterne igen. Det er så smart!