Fløderand er en lækker og simpel dessert, som er skøn sammen med bær og lidt knas.
Det bedste ved denne danske klassiske flødedessert er hvor nem den er at lave. Fløderand tager ikke meget arbejdstid før den skal på køl.
Fløderand er en lækker dessert året rundt. Om sommeren kan fløderand nydes med friske jordbær eller andre bær og om vinteren er den lækker med en bærsauce eller kompot og så er den altid lækker med lidt knas.
Prøv også hjemmelavet rabarberflødeis.
Opskrift på fløderand
Fløderand
Ingredienser
- 1 liter fløde
- 8 husblas
- 100 g sukker
- 2 vaniljestænger
- 1 spsk vaniljeekstrakt eller vaniljepasta
- 250 g bær
- Mynte eller citronmelisse til pynt
Sådan gør du
- Læg husblas i blød i koldt vand.
- Skrab kornene ud af vaniljestængerne.
- Kom 2 dl fløde, kornene fra vaniljestængerne, de tomme stænger og vaniljeekstrakt i en lille gryde.
- Pisk de resterende 8 dl fløde let, så man lige kan ane mærker fra piskeriset.
- Gryden med 2 dl fløde, sukker og vanilje lunes, indtil sukker er opløst – det må ikke blive for varmt og slet ikke koge (da det ødelægger din husblas).
- Pres vand ud af husblas og tilføj i gryden. Så snart husblas er smeltet, så tages gryden af varmen.
- Tilføj langsomt i den letpiskede fløde og pisk i mens, så det røres godt i.
- Når alt er i og rørt godt i fløden, så tilføjes det hele i en form – fordi fløde piskes let og det hele gøres mere luftigt, så vil der være cirka 1400 ml miks.
- Stil formen på køl i mindst 4 timer og herefter kan den vendes ud af formen.
- Jeg dypper forsigtigt formen i lunt vand og herefter kan den nemt vendes ud på en tallerken.
- Pynt med bær og urter.
- Velbekomme.
Noter
Tips til opskrift
Fløderand kan fryses og skal blot tages op 4-6 timer før og stilles i køleskabet, så den langsomt kan tø op der.
Når husblas smeltes med lidt fløde, så gør det det meget nemmere at tilføje i den letpiskede fløde uden at lave klumper. Det er blot vigtigt at få den pisket hurtigt ind i massen, så det ikke når at sætte sig.
Det er rigtig vigtigt at mikset med fløde, vanilje og husblas ikke bliver for varmt, da det kan ødelægge evnen i husblas og så vil fløderanden ikke sætte sig.
Hvad kan man servere til fløderand?
Lidt knas er altid lækker til sådan en fløderand, så f.eks. knuste makroner eller nøddekrokant vil være lækkert til.
Udover knas, så er friske bær rigtig godt til den søde flødedessert. Jeg kan også anbefale friske frugt som f.eks. ananas og så er frugt på dåse som f.eks. ferskener heller ikke dårligt til.
Sådan laves fløderand
Jeg er også at finde på de sociale medier:
Min gruppe på Facebook hvor du er mere end velkommen til at dele billeder, hvis du laver en (eller flere) retter fra bloggen her. Du kan desuden også stille spørgsmål angående mine opskrifter og jeg deler selv billeder og nye og gamle opskrifter derinde. Så der vil altid være madinspiration at finde derinde.