Chokolade foccacia smager skønt og er perfekt til morgenbordet eller brunchbordet!
Jeg elsker foccacia, men jeg ønskede at prøve med en sød udgave og det blev dette chokolade foccacia. Det smager SÅ godt. Jeg anbefaler at nyde det lunt med tandsmør – haps!
Prøv også min lækre opskrift på rosmarin foccacia.
Opskrift på chokolade foccacia
Chokolade foccacia
Ingredienser
- 5 g gær
- 500 ml lunken vand
- 4 spsk sukker
- 2½ tsk salt
- 575 g tipo 00 det er en hvedemel
- 200 g mørk chokolade det skal meget gerne være chokolade omkring de 60% kakao, så den ikke bliver for bitter. Jeg bruger knapper, men bruger du plade, så hak den groft.
- 3-4 spsk olivenolie
- 2 spsk perlesukker til toppen
- flagesalt til toppen
Sådan gør du
- Rør gær med vand og kom så sukker og salt i.
- Rør melet i – jeg gør det bare i hånden. Den skal bare lige røres sammen, så der ikke er nogle klumper af mel tilbage.
- Rør forsigtigt chokoladen i – er dejen for lun, så vent lidt – evt. stil dejen kort i køleskabet. Så snart chokoladen er rørt i, så kommes dejen i en lufttæt beholder med 1 spsk olivenolie i bunden, hvor dejen har god plads til at hæve. Stil dejen på køl indtil næste dag – gerne 24 timer men mindst 12. Dejen er testet og kan sagtens stå på køl i 2-3 dage uden problemer.
- Når den er færdig i køleskabet, så kom bagepapir i en 20×30 cm +/- et par cm form – jeg bruger den givne størrelse, så er den lidt mindre eller større, så ændrer det selvfølgelig på bagetiden.
- Kom 1 spsk olivenolie i og kom dejen i formen. Lad nu dejen hæve i formen i 3 timer.
- Tænd ovnen på 200 varmluft og kom 1 spsk olivenolie over dejen. Kom lidt olien i hænderne og med fingrene laves dybe huller ned i dejen – men uden at trykke helt igennem.
- Drys en smule flagesalt ovenpå og herfter perlesukkeret.
- Bag nu brødet i cirka 30 minutter eller, indtil toppen er god mørkgylden.
- Lad brødet køle lidt før det serveres med smør til.
- Velbekomme.
Noter
Tips til opskriften
Brødet er allerbedst samme dag – det kan fint bages om morgenen og serveres om aftenen (evt. lige lunes i ovnen). Brødet kan også fryses, så det kan forberedes længe før.
Dejen her er testet efter 24 timer, 48 timer og 72 timer. Der er ikke meget forskel på smagen eller dejen, så den kan fint bages efter 24 timer og vil man gerne forberede dejen i god tid, så er dejen også fantastisk efter 72 timer og klar til bagning.
Det er vigtigt at chokoladen ikke bliver for bitter for at skabe en balance i brødet med olivenolien, så derfor brug en mørk chokolade tæt på de 60%. Brødet her er testet med 70% og det bliver altså liiige lidt for bittert.
Jeg er også at finde på de sociale medier:
Min gruppe på Facebook hvor du er mere end velkommen til at dele billeder, hvis du laver en (eller flere) retter fra bloggen her. Du kan desuden også stille spørgsmål angående mine opskrifter og jeg deler selv billeder og nye og gamle opskrifter derinde. Så der vil altid være madinspiration at finde derinde.