Filodejspakker med feta, persille og hvidløg er en super lækker forret eller snack. Vi nyder dem også nogle gange til f.eks. tomatsuppe, hvis vi vil have noget andet end brød.
Hvis du ønsker andre opskrifter med feta, så kan du finde alle mine opskrifter lige HER.
Tips til disse filodejspakker med feta
Du kan anvende andre urter end persille, men persille er min favorit i disse.
En blanding af flødeost, dild og rødløg vil også gøre sig godt i disse filodejspakker, i stedet for feta, hvidløg og persille.
Jeg pensler med smør for at gøre dem sprøde i ovnen. Pensler du med æg, så bliver de bløde i ovnen.
De kan nemt spises både varme og kolde, men skal de nydes koldes, så vent med at pakke dem ned til de er kolde, så de forbliver sprøde.
Du kan også nemt fryse disse og blot tø dem op og lune i ovnen før servering.
Filodej er meget porøst, så pas på. Køb hellere lidt ekstra, da det nemt kan knække.
Filodejspakker Med Feta
Ingredienser
- 400-500 g filodej se noter
- 500 g Puck hvidost eller anden feta
- 1 bundt frisk persille
- 2 fed hvidløg
- Salt
- Peber
- 150 g smeltet smør
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
- Blend puck hvidost med persille, hvidløg, salt og peber.
- Pak filodejen ud – ha' et rent viskestykke klar, som er let fugtet.
- Tag en filodejsplade og læg ud på bordet – kom det fugtige viskestykke over de andre plader.
- Pensel lidt smeltet smør ud på pladen.
- Skær filodejen ud i 3 lange striber – 8-10 cm brede.
- Hvis du køber filodejen i en mellemøst forretning, så kan det være store runde stykker. Så skal kanterne blot skæres af før der skæres 3 strimler af 8-10 cm bredde.
- Kom en stor spiseske fetacreme i et hjørne af en strimmel.
- Nu skal du folde en trekant (eller firkanter eller rulle cigarer). Jeg folder trekanter ved at tage hjørnet og tænke på det første stykke som en firkant på 8×8 cm (eller 10×10 alt efter bredden på dit stykke) og føre hjørnet op i det modsatte hjørne (som du forestiller dig er der). Så tager du det nye hjørne og fører op i det næste hjørne (i den nye 8×8 cm firkant, som du forestiller dig) og sådan bliver du ved. Det kan også gøres på andre måder.
- Dette gentager du med resten af filodejen og fyldet, så du har 15 lækre trekanter (eller flere, der er fyld til flere).
- Fordel dem på to bageplader.
- Pensel dem med smeltet smør
- De skal nu bage i 12-15 minutter eller, indtil de er flotte gyldne.
- Så er de klar til servering.
- Velbekomme.
Noter
Jeg er også at finde på de sociale medier:
Min gruppe på Facebook hvor du er mere end velkommen til at dele billeder, hvis du laver en (eller flere 😀 ) retter fra bloggen her. Du kan desuden også stille spørgsmål angående mine opskrifter og jeg deler selv billeder og nye og gamle opskrifter derinde. Så der vil altid være madinspiration at finde derinde.
Jeg er desuden også at finde på Pinterest, hvor jeg dagligt deler masser af billeder fra bloggen. Pinterest er en side (eller gratis app til mobilen), hvor man kan gemme billeder og opskrifter på sine egne opslagstavler, så man altid kan finde opskrifterne igen. Det er så smart!
Kan de tilberedte filmruller fryses? Og kan de serveres kolde?
Ja og ja 😀
Har købt filodej på Frost men der er 40 plader i. Kan frossen filodej fryses ned igen?
Hovedreglen er desværre at når noget er optøet, så kan det ikke fryses igen 🙂