Filodejsruller med feta og pesto er en perfekt lille snack, som kan nydes alene eller sammen med andre lækkerier. De kan fint nydes uden dip, men ellers kan jeg anbefale f.eks. aioli eller anden dip til.
Når vi får filodejsruller, så er det ikke altid kun som snack, men også som måltid. Når de nydes som måltid, så er det sammen med en god salat og en hjemmelavet dressing til.
Prøv også filodejsstænger med skinke og flødeost.
Opskrift på filodejsruller med feta
Filodejsruller med feta og pesto
Ingredienser
- 100 g smør
- 500 g feta jeg bruger Puck hvidost
- 150-200 g pesto jeg bruge peberfrugtpesto i 10 af dem og rucolapesto i de andre 10
- 20 stk filodej TJEK NOTER
- olie til stegning raps eller solsikke
Sådan gør du
- Smelt smør i en gryde ved lav varme.
- Skær feta i 20-25 strimler – alt efter hvor tykke strimlerne ønskes.
- Tag en trekant filodej (eller stykke), pensl det med smør over det hele og kom pesto på den brede side i en stribe og kom en strimmel feta ovenpå.
- Rul et par gange og fold så enderne ind og rul indtil hele filodejsstykket er blevet brugt – så du har en lækker filodejsstang med feta og pesto indeni.
- Gentag, indtil alt feta er blevet brugt.
- Steg de lækre filodejsstænger i ½ cm olie på en pande, indtil de er flotte gyldne.
- Servér dem lune – velbekomme.
Noter
Tips til opskrift
Filodej – jeg køber filodej i en mellemøstlig supermarked på køl. Filodejen smager langt bedre og er lidt mere tilgivende at arbejde med og flækker ikke så nemt, som det man køber på frost. Jeg køber de trekantede med 360 g i. Købes det på rulle på frost i et supermarked, så husk at det skal tø op først – i køleskabet. Bruger du det fra frost er én plade butterdej nok til 2 stænger – så del derfor alle pladerne i 2 fra starten.
Filodejsstængerne kan efterfølgende lunes i ovnen eller i en airfryer. De kan dog også nydes koldere senere på dagen.
Hvad kan man komme i filodejsruller?
Filodejsruller kan laves med næsten hvilket som helst slags fyld. De er klassisk lavet med feta og persille og smager skønt. Men de kan også laves med alt muligt andet lækkert. F.eks. lidt kylling og flødeost.
Jeg er også at finde på de sociale medier:
Min gruppe på Facebook hvor du er mere end velkommen til at dele billeder, hvis du laver en (eller flere) retter fra bloggen her. Du kan desuden også stille spørgsmål angående mine opskrifter og jeg deler selv billeder og nye og gamle opskrifter derinde. Så der vil altid være madinspiration at finde derinde.