Flammkuchen en hvid pizza med bacon, creme fraiche, ost og rødløg. Den smager himmelsk og er færdig på ingen tid.
Det her er en af mine favorit pizzaer. Jeg elsker at dejen er baseret på min naanopskrift og derfor ikke skal hæve, så der er den bedste flammkuchen på ingen tid. Sammensætningen af ost, bacon, creme fraiche, rødløg og timian er så lækker. Jeg kan godt lide at toppe hvid pizza med hjemmelavet pizzadressing.
Flamm kuchen er også kendt under navnet tarte flambée og jeg kan kun anbefale at servere den for gæster – de vil elske den! De kan fryses og lunes i ovnen, så det er ekstra nemt.
Prøv også hjemmelavet pizzadressing til.
Opskrift på flammkuchen
Flammkuchen
Ingredienser
- 600 g hvedemel + ekstra til bordet
- 2 tsk salt
- 1 tsk natron
- 2½ tsk bagepulver
- 350 ml græsk yoghurt 10%
- 150 ml vand
- 300 ml creme fraiche 38% vigtigt det er 38% for bedre resultat
- 100-150 g bacon i skiver
- 1-2 rødløg
- 250-300 g vesterhavsost
- Salt
- Peber
- Frisk timian
Sådan gør du
- Kom en pizzasten eller bagestål i ovnen og tænd ovnen på 250 grader varmluft.
- Snit løg i skiver og bacon i mindre stykker.
- Riv bladene af timianstilkene, så bladene er klar.
- Riv vesterhavsosten.
- Rør mel, salt, natron og bagepulver sammen.
- Tilføj så vand og yoghurt og lad den røremaskine ælte det hele i 7-10 minutter – hænderne kan også bruges. Det er vigtigt med 7-10 minutter.
- Dejen skal ikke hæve, så den kan bruges med det samme.
- Kom lidt mel på bordet og del dejen i 4 portioner.
- Rul dem tyndt ud – sørg for godt med mel, så de er nemme at flytte og fordel nu creme fraiche, vesterhavsost, rødløg, bacon, salt, peber og timianblade på dem.
- Bag nu pizzaerne én ad gangen i ovnen – det tog 9 minutter på mit bagestål og ved 250 grader.
- Når de alle er bagt, så er de klar til servering.
- Velbekomme.
Noter
Tips til opskriften
Dejen laves uden gær, så pizzadejen kan bruges med det samme. Derfor forbereder jeg altid fyldet først. Der er intet som hjemmelavet pizza.
Jeg pifter bunden op med vesterhavsost i stedet for kun creme fraiche. Du kan også bruge andre oste i stedet for f.eks. parmesan (bare en lille mængde), gouda, mozzarella, cheddar eller anden ost.
Jeg anbefaler at bruge creme fraiche 38%. Den giver en creme “sauce”, hvor creme fraiche 18% bliver mere tør ved varme.
Jeg anbefaler at bruge pizzasten eller bagestål for bedste resultat, men har du ikke sten eller stål, så kan du vende en bageplade om og bruge den. Pizzaerne skal dog nok bage lidt længere, da pladen ikke holder varmen så godt som sten og stål.
Hvad kan man servere til flammkuchen?
En frisk grøn salat med en let vinaigrette dressing går man aldrig galt i byen med til flammkuchen eller andre pizzaer for den sags skyld. Jeg anbefaler at lave den med f.eks. forskellige salatblade, marinerede tomater (gerne semitørrede), fint snittet rødløg og evt. noget sprødt i form af sukkerærter.
Jeg anbefaler altid en hjemmelavet dressing til flammkuchen, den syrlige smag fra creme fraiche passer så godt til retten.
Du kan også fordele f.eks. friske rucolablade over pizzaen før serveringen og evt. ristede pinjekerner eller solsikkekerner og måske også lidt revet parmesan? Det er selvfølgelig ikke en rigtig flammkuchen at servere den på den måde – men godt er det.
Tilføj også gerne friske urter ved serverng – f.eks. persille eller purløg. Ønskes lidt mere kød, så kan du evt. komme serrano på ved servering.
Sådan laves flammkuchen
Jeg er også at finde på de sociale medier:
Min gruppe på Facebook hvor du er mere end velkommen til at dele billeder, hvis du laver en (eller flere) retter fra bloggen her. Du kan desuden også stille spørgsmål angående mine opskrifter og jeg deler selv billeder og nye og gamle opskrifter derinde. Så der vil altid være madinspiration at finde derinde.
Hvor køber du vesterhavsost henne? 😀
Det kan fåes i blandet andet Irma og Superbrugsen og så har jeg også set det i Bilka delikatesse afdeling. Det er ofte på bud i både Irma og Superbrugsen 😀
Det er første gang jeg har set en flammkucken/tarte flambée med ost, den klassiske er normalt bare med løg, bacon og creme fraich.
Kan kun anbefales at prøve med ost 😀
Hej Julia. Jeg elsker denne opskrift, men jeg har ikke lige græsk yoghurt ved hånden. Kan jeg bruge A38 i stedet?
Ja, det skulle jeg mene du sagtens kan!
Smager forrygende. Laver gerne en lille salat til 🌞👍