En lækker opskrift på indbagt kylling. Dejen bliver så sprød og kyllingen indeni bliver saftig. Jeg synes, at de smager bedre end dem man får i en chinabox!
Jeg elsker indbagt kylling! Det her er min favorit opskrift på indbagt kylling. Dejen bliver mega sprød og kyllingen holdes saftig indeni. Dejen laves med danskvand og en smule vodka. Jeg bruger vodka, fordi alkoholen fordamper hurtigt og gør dejen ekstra sprød, men du kan sagtens undlade vodka og tilføje mere danskvand og stadig få en fantastisk sprød dej. Du kan også bruge øl i stedet for danskvand. Øldej til kylling og fisk smager herligt.
Søger du andre opskrifter på kylling, så kan du finde mine opskrifter med kylling lige HER.
Denne dej kan også bruges til fisk eller grøntsager (f.eks. løg til sprøde løgringe) eller svampe. Du skal blot huske at ændre på tilberedningstiden alt efter hvad du laver.
Tips til indbagt kylling
Du kan krydre dejen, som du selv ønsker den. Den er god bare med salt, men du kan tilføje paprika, chili, oregano, timian… you name it.
Server evt en lækker dip til.
Denne sprøde kylling vil også være lækker i en sandwich eller burgerbolle!
Hjemmelavet Indbagt Kylling - Kylling I Sprød Dej
Ingredienser
- 450 g kyllingebryst
- 3½ dl mel
- 1 tsk bagepulver
- 2½-3 dl danskvand (vand med brus)
- 2½ spsk vodka
- Salt
- Sød chilipulver
- Paprika
- Ekstra mel
- Olie til fritering
Sådan gør du
- Varm olien til 180 grader (jeg anbefaler at bruge en friture, så temperaturen er konstant, men en gryde kan også gå)
- Skær kyllingebrysterne ud i strimler. Jeg havde 2 kyllingebryster i de 450 gram og jeg skar dem i 6-7 strimler hver.
- Rør mel og bagepulver sammen. Tilføj så salt, paprika og chili efter behov (bare salt er også lækkert). Rør så danskvand og vodka i - tilføj danskvand lidt ad gangen, indtil ønsket konsistens på dejen.
- Kom den ekstra mel på en tallerken.
- Lav 2-3 stykker kylling i frituren ad gangen.
- Vend strimlerne i melet og så skal de dækkes af dejen.
- Dyp nu halvdelen af strimlen ned i olien og lad den sætte sig i et par sekunder før du kommer den helt i. Gøres dette ikke, så kan den ende med at sætte sig fast i friturekurven i bunden (bruger du en gryde kan du bare komme strimlen i helt med det samme).
- Gør dette ved 2-3 strimler og de skal nu have cirka 5 minutter i olien. Vend dem nogle gange og hold dem gerne under olien med en hulske, så de får varme over det hele og bliver top sprøde.
- Hav en tallerken klar med køkkenrulle og kom de færdige kyllingestykker på.
- Gentag dette, indtil du har brugt alt kyllingen.
- De sprøde indbagte kyllingestykker er nu klar til servering.
- Velbekomme.
Noter
Jeg er også at finde på de sociale medier:
Min gruppe på Facebook hvor du er mere end velkommen til at dele billeder, hvis du laver en (eller flere 😀 ) retter fra bloggen her. Du kan desuden også stille spørgsmål angående mine opskrifter og jeg deler selv billeder og nye og gamle opskrifter derinde. Så der vil altid være madinspiration at finde derinde.
Jeg er desuden også at finde på Pinterest, hvor jeg dagligt deler masser af billeder fra bloggen. Pinterest er en side (eller gratis app til mobilen), hvor man kan gemme billeder og opskrifter på sine egne opslagstavler, så man altid kan finde opskrifterne igen. Det er så smart!
De her kindbagte kyllingestykker – Kan de laves på forhånd (et par timer før) og så opvarmes i ovnen lige inden servering?
På forhånd tak 🙂
Vi prøvede faktisk at lave dem helt færdige og gemme i køleskabet i nogle timer (så bliver de selvfølgelig bløde). Så varmede vi dem ved 180 grader varmluft og de blev super sprøde igen 🙂
Kan man bruge airfryer i stedet for friture?
Det ved jeg desværre ikke 😀
Hej
Kan man bruge andet end Vodka, f.eks. Gin eller Rom?
Gin tror jeg vil afgive smag. Rom kan godt bruges 😀
Nu skriver du, at Rom kan bruges..
er baccardi hvid Rom en mulighed?
Mener den er ret smagsløs nemlig.
Ja, lige præcis den rom burde sagtens kunne bruges 😀
Hejsa
Kan man undlade at tilsætte vodka til dejen, eller er den væsentlig for, at dejen bliver god?
Det kan undlades, men det sikre en super sprød dej 😀
Skal kyllingen steges først, inden panering, eller panere man den rå kylling?
Den skal være rå ellers bliver den meget tør, hvis den steges inden 🙂
Det var super lækkert – lavede det i skolen med børnene – familien står for tur i næste uge – det bliver sønnike der må afprøve retten – jeg er med sidelinien ;-). Tak for opskrift.
Skønt at høre! 😀
.. vi undlod vodka… det var stadig super!
Hej kan man fryse dem ned ?
Det vil jeg ikke anbefale. Kyllingen bliver overtilbedret ved genvarmning 🙂
Hvis man bruger øl, er det så stadig en fordel også at bruge lidt vodka
Ja, det er altid en god idé at bruge en sjat vodka, da væsken fra vodka forsvinder hurtigere og giver hurtigere sprød dej 😀
Jeg skal lave dem for anden gang idag de er simpelthen så lækre , brugte ikke vodka sidst og familien var meget begejstret for hvor sprøde de var og at de var bedre end den lokale kinesers ❤️
Det glæder mig at høre! 😀
Kan man lave dem i en airfryer
Jeg har ikke prøvet en airfryer, men jeg tænker det bliver noget værre noget med en tynde dej? 🙂
Hvilken dip kan man bruge til denne opskrift ?
Satay sauce (kan findes her på siden), creme fraiche dips eller en lækker soyabaseret dip.