Naan – også kaldet naanbrød – de er så bløde og nemme og kan nemt spises alene med lidt hvidløgssmør eller bruges til f.eks. gryderetter, kebabruller/durumruller eller rulles sammen med noget andet fyld.
Jeg elsker hjemmelavet naan. Naanbrød er altid et hit herhjemme og er noget helt særligt til f.eks. indisk mad. Det her er min bedste opskrift på naan. Prøv også naan med urter.
Hjemmelavet Naan – Den Bedste Opskrift På Naanbrød
Ingredienser
- 10 dl hvedemel (ca. 600 g)
- 2½ tsk bagepulver
- 1 tsk natron
- 2 tsk salt
- 350 ml græsk yoghurt 10%
- 150 ml vand
- Olie til stegning
Servering
- 100 g smør
- ½ bundt frisk persille
- 1 fed hvidløg
Sådan gør du
- Kom mel, salt, bagepulver og natron i en røreskål til en røremaskine og rør det sammen.
- Kom vand og yoghurt i og rør det sammen/lad maskinen ælte dejen i 5-7 minutter for at aktivere bagepulver, natron og gluten.
- Kom lidt mel ud på bordet og ælt dejen en smule.
- Del så dejen ud i 8 portioner – se evt. min video længere nede i indlægget.
- Rul dem tynd ud. De vil hæve på panden og det er vigtigt at de kun er ca. 2-3 mm tykke. Brødene vil blive meget store og brede, så brug en stor pande.
- På en varm pande kommes lidt olie på og brødene steges én ad gangen, indtil flotte gyldne på begge sider. Der ønskes en god varm pande, men ikke så varm at brødene brænder på, før de er færdige.
- Når en bliver færdig, så pakkes den ind i er rent viskestykke, så den holder sig lun og lækker, imens de andre steges.
- Du kan servere dem som de er eller servere dem med noget smeltet hvidløgssmør.
- Smelt smør og hak persille og hvidløg fint. Bland det hele og så kan det nydes til brødene.
- Velbekomme.
Noter
Naanbrød opskrift
Denne her opskrift på naanbrød er lidt anderledes end andre opskrifter på naan, da jeg ikke har gær i min opskrift. Jeg ønskede at lave en opskrift på naan, som ikke skal hæve og som kan være klar på blot 30 minutter. Det er altid skønt med noget nemt brød i de travle dage og de her naanbrød smager fantastisk!
Prøv også naan med ost.
De er frysevenlige, så bliver alle ikke spist kan de nemt fryses. Efter de er tøet op kan de lunes på en tør pande eller i ovnen.
Græsk yoghurt kan til nød skiftes ud med creme fraiche 18%.
Disse naanbrød er skønne som de er eller nyd dem til en lækker gryderet, salat, grillet kød eller som en rulle. Disse brød er meget smidige, så de kan nemt rulles med f.eks. kebab, salat og dressing.
Sådan laves naan brød
Jeg er også at finde på de sociale medier:
Min gruppe på Facebook hvor du er mere end velkommen til at dele billeder, hvis du laver en (eller flere) retter fra bloggen her. Du kan desuden også stille spørgsmål angående mine opskrifter og jeg deler selv billeder og nye og gamle opskrifter derinde. Så der vil altid være madinspiration at finde derinde.
Jeg er desuden også at finde på Pinterest.
Relaterede indlæg
Naanbrød med ost
Naanbrød med ost eller bare fladbrød med ostefyld er et kæmpe hit! Jeg bruger min klassiske naanbrød opskrift uden gær, så der er naan på ingen tid. Jeg elsker at pensle disse naanbrød med hjemmelavet hvidløgssmør, da det giver en fantastisk smag. Disse hurtige…
Tortilla Pandekager
Tortilla pandekager også kaldet bløde tacos smager himmelsk og er så nemme at lave. Jeg laver mine små og bruger som tacos, men de kan også laves store og rulles med fyld. Tortilla wraps kan bruge til udmådeligt mange ting og de er så nemme at lave selv. Jeg anbefaler…
Naan Med Urter Og Hvidløg
Naan med urter og hvidløg er lækkert brød som tilbehør til supper og gryderetter, men brødene er også lækre som brød rullet med kød, salat og dressing. Naan er også lækre serveret som de er med hvidløgssmør. Du kan også prøve cheddar naan – de smager himmelsk! Tips…
Hej Julia.. er det efter tilberedning de kan fryses??
Ja, det er det 😀
Jeg har aldrig givet feedback på opskrifter før men…
det klart bedste opskrift jeg har prøvet nogensinde. Ikke bare ift naan men med alt.
Skal prøves da den er virkelig autentisk. pensling med hvidløgs smør til sidst er prikken, så må ikke misses.
HVor er det dejligt at høre! Tusind tak!
Fantastisk opskrift 🙂 tusind tak. Jeg lavede halv portion og delte i 6. Rullede ud så de passede i bunden af en almindelig stegepande.Helt perfekt.
Jeg undre mig over der står 8 stk.
Hvis man laver af 8 portionen, bliver de så ikke alt for tykke? I forhold til hvad du viser i videoen?
Dejligt de hitter! Kommer an på hvor stor en pande du bruger. Hvis jeg har en stor pande, så synes jeg det passer med otte styk, som blive rigtig tynde 😀
Kan man mon lave en ekstra stor portion dej som står i køleskabet, så man kan lave frisk lavet brød 2-3 dage i træk?
Nej, da der ingen gær er i så er dejen her ikke velegnet til at gemme sig så længe. Den skal bruges når den laves. men naan er frysevnelige 😀
Hej! 🙂
Ved du om man kan erstatte græsk yoghurt med soya yoghurt eller et andet vegansk alternativ?
Mvh. Marie
Jeg ved desværre ikke hvordan disse produkter reagerer 🙂
Vi prøvede at lave dem igår, men vi syntes bare de smagte af mel.
de var også virkelig svære at rulle ud og gik bare i stykker. Blev de for tynde, så gik de bare i stykker, og så måtte vi komme ekstra mel på, men så blev de også bare tørre af melen.
Kan det have noget at gøre med at vi brugte øko mel? Melen ligner nemlig en grov mel.
Og vi måske kom lidt for meget græsk youghurt i?
Kan det have noget at sige?
De lignede slet ikke dem som på billedet.
Vores skulle bruges til rulle.
Det lyder i hvert fald som om noget er gået galt. Brugte I helt almindelige hvedemel? Dejen er meget blød at arbejde med, så jeg kan slet ikke genkende, det du skriver 🙂 Håber I har mod på at prøve igen.
Så gode til mange retter, 👍