Foto: TV3 Det var det 3. afsnit! Jeg kan slet ikke fatte, at jeg overlevede! Dette indlæg handler om min 3. dag i køkkenet i den indledende runde. Jeg har ikke været så presset i MasterChef før nu.
Vi træder ind i køkkenet og der står en masse klokker oppe ved dommerne. Jeg tænker, at vi enten skal ud den ingrediens, som måske kan være under klokken eller også skal vi i gang med en omgang gætteleg.
Det blev en omgang gætteleg! Danni skulle starte og han fik et underligt glas, som kunne piske. Jeg tænkte lidt at det kunne være en smørkværn, men turde samtidig ikke svare på det, fordi man aldrig kan vide sig sikker i MasterChef køkkenet. Og den eneste smørkværn jeg har prøvet er en rigtig kværn ude på Gl. Estrup, hvor man skal stå med en stav/pind og rykke den op og ned helt vildt mange gange og til sidst er der kværnet smør (jeg viste så fint, hvordan den bevægelse er i sync, men hvor er jeg glad for at de ikke tog det med i programmet, haha. Så tusind tak til jer TV3!).
Nu var det Louises tur og hun fik persille. Det overraskede mig lidt. Det var godt nok en svingende sværhedsgrad!
Så blev det min tur og jeg valgte mit yndlings tal “13”. Det var så ikke noget der bragte mig held i dag… Hvad pokker var det under den klokke? En underlig nål med et krokodillenæb… Jeg var lost og kom bare med et skud i tågen “krokodillenæb”. Det var selvfølgelig ikke rigtigt… Jeg skulle derfor i eliminering! Ugh.
Vi skal ud i en risotto på 45 minutter. Jeg har lavet det en gang før men slet ikke den konsistens, som dommerne de gerne vil have. Jeg var derfor lidt på bar bund. Hvis det ikke var nok, så vil jeg da prøve at lave en parmesanskum til toppen også… For hvis jeg ryger ud i dag, så skal jeg have prøvet at lege med lecithin! Derudover kender jeg kun svamperisotto, så det er det jeg går med.
Jeg har ingen anelse om hvor lang tid en risotto skal have, så jeg sætter den over ret tidligt. Jeg kan mærke, at jeg slet ikke er i mit rette element lige der. Mine kinder de brændte (det kan heldigvis ikke ses pga den fine make-up, tak for det! wuhu). Så jeg stresser ret meget, det er dog klippet ret godt sammen, så det vises heldigvis ikke hvor presset jeg faktisk føler mig.
Jeg kæmper lidt med skummet og Mielcke er nede at stikke lidt til mig… Jeg burde havde smidt den skide skum ud med det samme og bare brugt tid på det vigtigste… risottoen! Men jeg lyttede desværre ikke til Mielcke og hans ord til den skum.
Risottoen er ved at være der, men den er ikke helt så flydende som jeg godt ville have haft den. Jeg kan desværre også se at den væsker en smule og det betyder at der ikke er nok ost i til at lave en “crema”. Jeg synes ellers at jeg kom helt vildt meget ost i! Men åbenbart ikke nok. Der er desværre ikke meget mere at gøre og jeg anretter samtidig med den skide skum på toppen, som slet ikke er en skum. Der er bobler i jo, men en rigtig skum skal stå flot og det her lignede mest af alt bare en fugleklat på risottoen… Dog synes jeg at min risotto smagte godt, men jeg havde ikke en god fornemmelse i kroppen. Normalt ser vi lige hinandens tallerkener efter vi er færdige, men i dag havde jeg ikke lyst. Jeg tænkte blot at jeg ville ryge ud… for den var ikke der hvor dommerne gerne vil have den i konsistens og den skide skum ville de helt sikkert give mig høvl for.
Det ses tydeligt at jeg er presset oppe ved dommerne og der er ikke så meget som et lille smil det titter frem… Niks. Jeg får lidt høvl for min skum, hvilket jeg forventede. Konsistensen på mine ris er heldigvis rigtig, men der var slet ikke nok ost til at lave en cremet “sauce”, så det var ret ærgerligt. Jeg følte, at jeg var ude.
Catharina får nogle fine ord for sin risotto, specielt fordi det er hendes første omgang, så er det en ret god første gang sagde dommerne. Danni har lavet en risotto, som er mere fast end min er og det giver mig et lille håb. Louise har også lavet en meget fast risotto.
Catharina og jeg bliver kaldet frem og det giver mig virkelig et håb! Fordi hun fik nogle ganske fine ord. Hun gik videre som den første og jeg fulgte heldigvis lige efter! Yay! Endnu en dag i køkkenet i morgen. Hvor er jeg bare lettet! Pew.
I morgen er den sidste dag i den indledende runde og hvor vil jeg bare gerne videre til næste runde!
Jeg håber, at I hepper med derhjemme igen i morgen! På min instagram deler jeg masser af billeder, videoer og stories, så hop gerne ind og følg med der.
Kunne du lide indlægget her, så kan du læse mine andre indlæg om MasterChef lige HER.