Is med rutebiler er en is, som laves uden ismaskine. Det er derfor en isopskrift for alle – juhu! Faktisk kan rutebiler undlades og så har du en skøn vaniljeis som base eller du kan komme andet i end rutebiler.
Jeg elsker hjemmelavet is og jeg elsker rutebiler, så hvorfor ikke komme dem i samme opskrift? Jeg kan godt lide at rutebilerne stadig har knas, derfor grove stykker, men du kan også hakke dem mere, hvis stykkerne ønskes mindre.
Prøv også semifreddo med daim.
Opskrift på is med rutebiler
Is med rutebiler
Ingredienser
- 6 pasteuriserede æggeblommer 120 g
- 110 g sukker
- 500 ml fløde 38%
- 1 spsk vaniljeekstrakt eller kornene fra en fed vaniljestang
- 125 g rutebiler
Sådan gør du
- Hak rutebilerne groft.
- Pisk fløden let stift.
- Pisk æggeblommer, sukker og vanilje til en tyk æggesnaps.
- Pisk så fløden sammen med æggesnapsen, indtil ønsket konsistens. Det er vigtigt at den ikke er for flydene, da rutebilstykkerne så vil ryge til bunds – men mikset må selvfølgelig heller ikke overpiskes.
- Fold rutebilerne i.
- Kom film i en stor rugbrødsform eller anden form og kom iscremen i.
- Stil nu iscremen på frys i mindst 8 timer, så den kan sætte sig helt.
- Så er den klar og kan vendes ud af formen og filmen af og så kan der skæres skiver af isen.
- Velbekomme.
Noter
Tips til opskriften
Isen kan fint holde et par måneder på frys, men pak den så godt ind, så den ikke tager smager af andet fra fryseren. Det kan f.eks. være ekstra film rundt om eller en frysevenlig pose, når isen har sat sig på frys.
Hvad kan jeg servere til is med rutebiler?
Når du serverer is med rutebiler, kan der sagtens serveres lækkert tilbehør til. Chokoladesauce og karamelsovs er klassiske favoritter – jeg selv elsker begge dele. Men sådan noget som hakkede ristede nødder f.eks. hasselnødder smager også så godt.
Frisk frugt og bær som jordbær, hindbær, blåbær eller ananas og banan er også virkelig lækkert sammen med is – og det giver samtidig noget farvespil.
Krymmel er også altid et sikkert hit – selvom rutebilerne i isen i forvejen gør den sød. Men hos ungerne vil tivolikrymmet helt sikkert hitte.
Lidt pisket fløde til toppen som en sundae, kan også noget – måske med lidt chokolade- eller karamelsauce over så?
Så kan jeg også altid anbefale – hvis isen serveres til gæster eller buffet at servere f.eks. belgiske vafler, almindelig vafler, eller kræmmerhuse til isen eller en lækker fudgy kage.
Jeg er også at finde på de sociale medier:
Min gruppe på Facebook hvor du er mere end velkommen til at dele billeder, hvis du laver en (eller flere) retter fra bloggen her. Du kan desuden også stille spørgsmål angående mine opskrifter og jeg deler selv billeder og nye og gamle opskrifter derinde. Så der vil altid være madinspiration at finde derinde.