Popcornkugler med mars og snickers dyppet i 3 slags chokolade smager himmelsk. De saltede popcorn med chokolade – mums.
Popcornkugler Med Mars Og Snickers
Ingredienser
- 1 liter poppede saltede popcorn
- 3 mars
- 3 snickers
- 200 g hvid chokolade
- 100 g lys chokolade
- 100 g mørk chokolade
Sådan gør du
- Hak snickers og mars i mindre stykker og smelt over vandbad. Chokoladen vil ikke smelte som normalt chokolade grundet fyldet i dem.
- Når de er smeltet, så tag skålen af varmen og tilføj popcornene lidt af gangen og rør dem i chokoladen – se evt. min video længere nede i indlægget.
- Til sidst bruger jeg mine hænder i stedet for og da massen er lidt varm, så tager jeg plastik handsker på – men det er selvfølgelig valgfrit. Jeg ælter chokoladen godt ind i popcornene.
- Rul/form nu popcornkugler af massen. Opskriften giver cirka 20-30 alt efter hvilken størrelsen du laver dem i.
- Stil kuglerne på køl i 30 minutter.
- Smelt i mellemtiden noget lys, mørk og hvid chokolade. Jeg smelter altid i mikroovnen 10 sekunder af gangen og rører i det. Det tager cirka 3-6 runder før det er smeltet. Gør dette ved alle 3 slags i hver deres skål.
- Kom nu nogle spiseskeer af hver slags chokolade i en lille skål og swirl det lidt rundt – se min video længere nede i indlægget.
- Brug en tandstik og stik i en af popcornkuglerne og dyp kuglerne en ad gangen i chokoladen imens du drejer en smule, så de får et marmorudseende. Sæt dem på noget bagepapir og tag tandstikken ud. Kom mere chokolade i skålen et par gange, da der bliver brugt en del chokolade – Brug mest af den hvide chokolade. Så snart de alle er dyppet, så skal de i køleskabet i 30 minutter og de er herefter klar til servering.
- Velbekomme.
Noter
Popcornkugler med mars og snickers
De kan bruges til juleslikskålen eller værtindegave i et patentglas med flot bånd omkring.
De kan sagtens holde en månedstid (men de er nok væk inden da!) i en lufttæt beholder på køl eller et køligt sted.
Prøv også popcorn chokoladebarer med karamel.
En anden måde at pynte dem på kunne være kun at dyppe dem i mørk chokolade og når de har sat sig, så pensle dem med spiseligt glimmerstøv, som f.eks. mine saltmandler med mørk chokolade. Det giver smukke farver.
De kan godt laves med andre chokoladebarer, men snickers og mars er specielt gode fordi de har fyld som smelter godt. Jeg anbefaler ikke kitkat og twix, da kiksene ikke rigtigt egner sig her.
Burger du andre barer og mikset måske virker lidt tørt, når popcornene er vendt i, så kan du tilføje lidt smeltet chokolade.
Sådan laves chokoladekugler med popcorn
Jeg er også at finde på de sociale medier:
Min gruppe på Facebook hvor du er mere end velkommen til at dele billeder, hvis du laver en (eller flere) retter fra bloggen her. Du kan desuden også stille spørgsmål angående mine opskrifter og jeg deler selv billeder og nye og gamle opskrifter derinde. Så der vil altid være madinspiration at finde derinde.