Løgsuppe med ostebrød er perfekt aftensmad til det kolde vejr. Løgsuppe proppet med karameliserede løg og toppet med smørstegt brød med ost, mums!
Jeg elsker en god klassisk løgsuppe med ostebrød. Jeg laver gerne ostebrødene med vesterhavsost, da det giver en fantastisk smag. Løgsuppe med karameliserede løg er perfekt, når vejret begynder at blive køligt. Den er super som forret eller let hovedret.
Hjemmelavet løgsuppe med smørristet brød toppet med ost og så i ovnen er en vinter favoritspise herhjemme. Der er ikke meget det kan slå en god suppe.
Prøv også små butterdejstærter med karameliseret løg og feta.
Opskrift på løgsuppe
Løgsuppe
Ingredienser
- 8 løg
- 3 spsk olie
- 10 stilke frisk timian
- 1200 ml vand
- 2½ bouillonterning grøntsag eller høns
- Citronsaft
- Salt
- Ciabattabrød
- 100-150 g Vesterhavsost eller cheddar, gouda eller flødehavarti
- Smør
Sådan gør du
- Snit løgene i 2-3 mm skiver – gerne på mandolinjern, men pas på nallerne. Ens tykkelse gør det nemmere at tilberede løgene ens.
- I en gryde tilføjes olie og løgene steges, indtil de får god farve. Det skal ikke være bløde løg, men karameliseret brune løg i farve. Jo mørkere farve, desto flottere og dybere suppe.
- Mine løg blev stegt i 15-20 minutter – se evt. video længere nede for farve.
- Så tilføjes timian (bind evt. en kødsnor rundt om dem, så de er nemme at få op igen), vand og bouillonterninger.
- Lad det simre i 15 minutter eller, indtil suppen er reduceret lidt. Smag så suppen til med citronsaft og salt – den kan trække en del af begge dele.
- Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
- Skær 8 skiver brød og rist på panden i lidt smør, indtil de er gyldne – se evt. video længere nede i indlægget.
- Riv osten.
- Kom suppe i 4 skåle (som kan tåle ovn) – ellers er alternativet et stort fad og så tager man selv ved bordet.
- Kom 2 skiver brød i hver skål og kom revet ost ovenpå.
- Skålene skal i ovnen, indtil osten er smeltet.
- Server med det samme, men pas på – det er varmt.
- Velbekomme.
Noter
Tips til opskrift
Ostebrødene kan laves med lige den ost du elsker, men jeg anbefaler en med lidt smag i. Jeg bruger vesterhavsost, men cheddar, gouda eller lidt revet parmesan er også lækkert.
Det er vigtigt at løgene bliver godt karameliseret – jo bedre karamelisering, desto flottere og mørkere farve på suppen.
Du kan f.eks. bruge lidt hvidløg i løgene også for at give suppen en anden smag. Jeg har frisk timian i, men tørret kan til nød også bruges, men de friske giver en helt anden aroma og fjernes igen før servering.
Suppen kommer i ovnen med brødene og ost på toppen og får, indtil osten har fået farve. Har du ikke skåle, som kan komme i ovnen, så kan du sagtens lave alt i et fad med masser af brødskiver på toppen og ost.
Hvad kan man servere til løgsuppe?
Løgsuppe med ostebrød smgager himmelsk i sig selv – men ønskes der et mere mættende måltid, så kan man f.eks. servere lidt kød til – f.eks. helstegt kylling eller en bøf.
Løgsuppe kan sagtens nydes som måltid i sig selv – men overvej evt. ekstra brød ved siden af.
Sådan laves løgsuppe
Jeg er også at finde på de sociale medier:
Min gruppe på Facebook hvor du er mere end velkommen til at dele billeder, hvis du laver en (eller flere) retter fra bloggen her. Du kan desuden også stille spørgsmål angående mine opskrifter og jeg deler selv billeder og nye og gamle opskrifter derinde. Så der vil altid være madinspiration at finde derinde.
Den skal jeg prøve! Elsker løgsuppe 🙂 kan den fryses?
Ja, uden ostebrød 😀 Håber den hitter!
Lidt sjovt men spørgsmål, men hvordan spiser du brødet – med skeen eller bruger du fingre?
Ser dødlækkert ud
Tak! Jeg tager det op på skeen og puster godt. Så nydes det herefter i et par bidder 😀