Ost og skinke melts er en amerikansk opfindelse – jeg har dog twistet den lidt med sesam i bunden. De giver fantastisk smag og samtidig er de også med til at gøre at disse melts nemt kan spises med fingrene som en toast, da de gør bunden mere fast.
Du kan bruge lige de oste, som du bedst kan lide. Men jeg anbefaler at den ene ost har noget smag. Jeg bruger fløde havarti for at få smelteelementet og modnet cheddar for at få en lækker smag. Andre oste der kunne være gode er gryuére, vesterhavsost, vintage cheddar og aged havarti. I stedet for fløde havarti kan der bruges rød cheddar eller mozzarella – mht. mozzarella så skal det være revet og ikke det friske, da der er alt for meget væske i frisk mozzarella til disse melts.
Opskriften her giver 10 melts eller 10 stykker. De kan sagtens fryses. Jeg anbefaler at servere en lækker salat til og evt. en creme fraiche baseret dressing. Jeg kan dog også anbefale bare at servere dem som man ville nyde en toast – lige som den er uden tilbehør.
Kød/pålæg kan du også bare bruge det du bedst kan lide. Jeg har serrano i for at give lidt ekstra smag. Skulle man være ekstra vild, så kunne man også stege lidt bacon og knuse i disse melts.
Opskrift på ost og skinke melts
Ost og skinke melts
Ingredienser
- 2 plader fersk butterdej
- 1 æg
- sesam
- 3-4 spsk sød sennep gerne French's
- 250 g modnet cheddar
- 400 g kalkunpålæg
- 180 g serrano
- 300 g fløde havarti
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 210 grader varmluft og kom bagepapir på en bageplade.
- Letpisk ægget og pensl den ene plade butterdej med æg helt ud til kanterne.
- Drys sesam over det hele og vend butterdejspladen over på bagepladen med sesamsiden nedad – se gerne video længere nede.
- Smør butterdejspladen med sennep og fordel havartiosten i skiver over hele pladen, men lad 1 cm hele vejen rund være fri for fyld.
- Fordel kalkunpålæg og serrano og til sidst cheddarosten i skiver.
- Kom den anden plade butterdej ovenpå – det kan være den skal strækkes en smule for at kunne nå den anden plade.
- Luk butterdejspladerne godt sammen hele vejen rundt og stik i toppen nogle gange med en kniv – se evt. video længere nede.
- Pensl toppen med æg og så skal den bage i cirka 25 minujtter eller, indtil den er god gylden.
- Lad den køle i 15-20 minutter før den skæres ud i 10 stykker.
- Så er den klar til servering.
- Velbekomme.
Noter
Tips til opskriften
Stykkerne er frysevenlige og skal bare lunes i ovnen før servering. De kan godt nydes kolde, men de er klar bedst lune. Det er dog vigtigt at hvis de lunes næste dag, at de lunes i ovnen eller airfryer og ikke i mikroovnen (så bliver dejen blød).
Sesam i bunden er vigtig, da de både giver fantastisk smag og samtidig er med til at holde stykkerne mere faste. Skal de ikke spises med fingrene som en toast, men med bestik, så kan sesam selvfølgelig godt undlades.
Sesam kan skiftes ud med masser af solsikkekerner eller birkes – husk at bunden skal dækkes.
Sådan laver jeg dem:
Min gruppe på Facebook hvor du er mere end velkommen til at dele billeder, hvis du laver en (eller flere) retter fra bloggen her. Du kan desuden også stille spørgsmål angående mine opskrifter og jeg deler selv billeder og nye og gamle opskrifter derinde. Så der vil altid være madinspiration at finde derinde.
Dine opskrifter ser spændende ud
Tusind tak!
Ej altså Julia, det er sådan en skam at man kun kan give 5 stjerner 🥰⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
Åh tak Karin!
smager jo fantastisk som alle dine opskrifter gør😋👍