Jeg har før lavet min egen udgave af lunch bites med både kylling og skinke her på bloggen og jeg synes nu også, at det er tid til en vegetarisk udgave! De smager fantastisk og man kan slet ikke smage grøntsagerne, så de er også super gode til børn. Hvis I gerne vil lave dem sundere (de her er jo ikke just sunde 🙂 ) så kan I bruge mælk i stedet for fløde, fedtfattig ost i stedet for mozzarella og grov pizzadej i stedet for butterdej eller I kan lave jeres egen grove dej. Du kan også komme dobbelt mængde grøntsager i. Så bliver de pludselig meget sundere… jeg nyder nu denne her knap så sunde udgave og så spiser jeg blot lidt gnave grønt ved siden af. 

8 stks
Du skal bruge:

2 plader butterdej
40 gram smør
65 g gulerødder (skåret i meget små og tynde stykker – se evt min video – de kan også rives på et rivejern)
120 g hvidkål (skåret i meget tynde strimler – se evt min video)
1 lille løg fint hakket  (skåret i tynde strimler)
1 spsk mel
4 spsk koncentreret tomatpuré
250 ml fløde
1 spsk oregano
Salt og peber

Lidt mozzarella ost i hver (1-2 spsk i hver)

1 æg let pisket
Sesam

Sådan laves de:

Jeg har også lavet disse skønne basser på video

Denne opskrift kan du også se mig lave på min danske YouTube kanal lige HER

Smelt smør i en gryde og steg løg, gulerødder og hvidkål i 7-8 minutter.

Kom mel, tomatpuré, salt, peber og oregano i og rør godt.

Kom herefter fløden i og rør godt. Efter et par minutter vil saucen begynde at tykne godt og vi ønsker en god tyk sauce. Saucen bliver også tykkere, når den køler ned.

Smag saucen til med salt og peber.

Tag gryden af varmen og lad fyldet køle ned i køleskabet i cirka 30 minutter.

Tænd ovnen på 180 grader varmluft.

Skær de to plader butterdej i 8 stykker hver (så der er 16 stk i alt) (se evt min video)

Kom 3-4 spsk af saucen i midten på halvdelen af stykkerne og 1-2 spsk mozzarella på hver.

Kom de andre stykker butterdej ovenpå. Luk med en gaffel eller en finger hele vejen rundt.

Snit dem alle med en kniv 3-4 gange i toppen.

Pensel med æg og drys sesam ovenpå.

Kom alle 8 på en bageplade (eller to – jeg havde 6 på en og 2 på en anden) og bag dem i 15-18 minutter eller indtil de er godt gyldne.

Server dem varme eller kolde – de er fantastiske i madpakken (selvom de ikke er så sunde – men ellers så prøv at lave dem lidt sundere, som forklaret ovenover eller have noget gnavegrønt ved siden af)

Velbekomme 😀