Her til aften rullede min MasterChef audition til sæson 2019 over skærmen. Selvom det kun var et kort øjeblik jeg var med i, så vil jeg i dette indlæg skrive lidt om mine tanker og oplevelser op til og til audition. Sikke en oplevelse!
Hvorfor MasterChef?
Inden jeg begynder indlægget, så vil jeg gerne svare meget kort på hvorfor jeg ønsker og drømmer om at være deltager i MasterChef. Jeg er madblogger og jeg ELSKER det. Men det betyder arbejde hjemmefra og ikke meget kommunikation med andre i hverdagen. Det kan derfor til tider godt være ensomt. Jeg håber derfor, at MasterChef kan være starten på nye fantastiske venskaber, en oplevelse for livet og sidst men ikke mindst en tid med masser af udfordringer, som man normalt ikke vil blive udsat for. Det glæder jeg mig til!
Jeg vil snart skrive et mere dybdegående indlæg om emnet “hvorfor MasterChef”, her på bloggen.
Tilmeldingen og tanker
Allerede tilbage i april 2018 skrev jeg en tilmelding til MasterChef 2019. Der gik flere måneder før jeg fik noget svar om jeg var gået videre eller ikke, men det fyldte ikke så meget i min hverdag, imens jeg gik og ventede. Jeg tænkte, at jeg ville tage det hele til den tid, hvis jeg gik videre.
Det eneste som fyldte mit hoved, når jeg tænkte på MasterChef var hvilken ret, som jeg ville lave til min audition. I foråret og starten af sommeren vidste jeg, at jeg ville lave nogle med is. Is har altid været en del af min passion (jeg udgav i 2017 en e-bog med masser af lækre isopskrifter og andre desserter). Så det var vigtigt, at der var en del af min historie på den tallerken, hvis jeg altså fik opkaldet om at jeg var videre.
Tiden gik og pludselig fik jeg svar! Jeg var gået videre til casting. Castingen er før audition, hvor der allerede bliver sorteret en del fra. Castingen foregik i Valby på hotel-og restaurantskolen i deres meget store køkken i starten af august. Der blev vi sat på prøve med ingredienser, udstyr, tid og ingen forberedelse hjemmefra. Det var en vild oplevelse. Er I godt klar over hvor hurtigt tiden den går, når man gerne vil nå en masse på ingen tid? Jeg følte mig godt tilfreds med min ret, men det betyder stadigvæk ikke at der var garanti på at gå videre.
Min kæreste tog imod mig udenfor og jeg fortalte glad om oplevelsen, men nu blev ventetiden lang. Jeg brugte de følgende dage på, at tænke over min auditionret, hvis jeg nu skulle ende med at gå videre. Tankerne gik nu på flødebolle og is, men jeg anede ikke om det ville være nok til MasterChef. Det var den eneste ret/dessert, som mine tanker gik på, så jeg måtte jo bare følge min mavefornemmelse, hvis jeg gik videre.
Opkaldet kom! Jeg var videre til audition! Jeg fik opkaldet, da jeg sad på stranden og dem, som var omkring mig kiggede lidt underligt. Jeg var så glad og smilede over hele femøren!
Nu skulle jeg for alvor til at tænke på min ret til auditiondagen. Det endte med at blive en tynd småkagebund, fast æblegelé og en citronflødebolleskum ovenpå og dertil en bærgelato (en is lavet på mælk og ingen fløde) og en sjov mørk chokoladeform sat i iskold vodka. Jeg øvede retten nogle gange og både min kæreste og jeg var tilfredse med smagene, men udseendet var lidt kedeligt og minimalistisk (minimalistisk kan til tider være godt, men så skal udseendet jo også sidde lige i skabet). Men audition nærmede sig, så vi krydsede blot fingre for at smagene var der og så må jeg arbejde på min præsentation af fremtidige retter, hvis jeg går videre.
MasterChef audition
Dagen kom endelig! Jeg havde sommerfugle i maven og besvær med at sove dagene op til. Min søde mor tog rejsen hele vejen fra Jylland for at være med og støtte mig og min kæreste var også med. Det var virkelig dejligt med støtte hjemmefra.
Da vi ventede på, at jeg skulle aflevere mine ingredienser inden audition. Jeg var meget nervøs, så det var lidt svært at smile.
Her havde jeg lige afleveret ingredienser og hilst på nogle af de andre deltagere. Der var få minutter til, at jeg skulle ind. Jeg var stadig meget nervøs, men i godt humør og kunne endelig smile lidt.
Jeg mødte selvfølgelig også nogle af de andre deltagere, men vi snakkede ikke så meget inden vi blev kaldt ind. Jeg tror, at vi alle sammen havde en del nerver på.
Jeg blev hurtigt kaldet ind i et køkken, en kameramand og en sød kvinde med en blok med spørgsmål og mange andre mennesker stod foran køkkenet og en anden deltager var i gang ved siden af mig. Tiden begyndte og så skulle jeg ellers bare i gang. Jeg havde forberedt is, kiks og gele hjemmefra, men flødebolleskummet skulle laves, nå at køle ned og chokoladen skulle tempereres. Tiden fløj afsted!
Foran dommerne skulle jeg anrettet og udseendet var endnu værre end da jeg lavede retten derhjemme, så jeg krydsede virkelig fingre for at smagene var der. Der var virkelig nerver på. Jesper Koch gav mig et ja, Mielcke tøvede og synes ikke, at jeg havde valgt den rigtige ret (måske havde han ret?), så han sagde nej. Det var nu op til Castberg og han gav mig heldigvis et ja! Egentlig havde jeg troet at jeg ville hoppe og danse, men min krop var total stivnet og jeg fik i stedet tårer i øjnene. Det betød nok mere end jeg egentlig selv havde troet. Efter jeg er blevet ældre, så græder jeg ofte, når jeg er meget glad. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne hoppe og danse i stedet for, haha.
Grædende gik jeg ud og min mor mødte mig med en kæmpe krammer og vi græd sammen. Min kæreste gav mig også en kæmpe krammer. Det var så fantastisk at have dem med på sådan en dag.
Jeg kunne slet ikke fatte det… Mig? Et hvidt forklæde? Deltager i MasterChef sæson 2019? WHAT! Hvor er det bare vildt.
Men nu starten kampen for alvor. Kampen om trofæet, 100.000 kr og et muligt samarbejde med Meny. Jeg vil samtidig gøre det til min mission at bevise overfor Mielcke at jeg godt kan!
Jeg vil her på bloggen, men specielt på Instagram dele indlæg og stories om mine oplevelser i MasterChef. Jeg glæder mig og jeg håber også, at I glæder jer til at følge med på min rejse.
Vil gerne følge din Blogg
Held og lykke Julia
Du er simpelthen for sej og jeg håber du går hele vejen!
Det kræver kæmpe mod at melde sig og jeg kan godt forstå du havde svært ved at smile på det billede lige inden. Så godt du gik videre.
Åh tusind tak! 😀 Det betyder så meget!