Hasseænøddetærte smager himmelsk og er fyldt med ristede hasselnødder, æbler og marcipan. Tærten serveres kold og kan nydes med f.eks. en klat god vaniljeis eller creme fraiche rørt med lidt vanilje.
Hasselnøddetærte med æble og marcipan er den perfekte tærte til gæster og arrangementer. Den passer godt til fødselsdage, sammenkomster, nytår og meget andet. Udover is eller creme fraiche til, så passer lidt frisk frugt eller bær også godt til.
Jeg har lidt æble i tærten, som giver lidt syre til desserten og det passer så godt sammen med marcipan og nødderne.
Prøv også mandeltærte

Hasselnøddetærte med æble og marcipan
Video
Ingredienser
Dej
- 220 g hvedemel
- 135 g blødt smør
- 65 g flormelis
- 1 æg
- 1/4 tsk salt
Fyld
- 275 g hasselnødder
- 300 g marcipan
- 140 g smør
- 30 g hvedemel
- 75 g sukker
- 75 g brun farin
- 150 g skrællet revet æble jeg bruger rød ingrid marie æbler
Sådan gør du
- Se gerne min nemme video.
- Først laves dejen til tærten. Kom alle ingredienser i en røremaskine og rør kort – kun lige indtil dejen er samlet.
- Pak dejen ind i film og kom på køl i 30-45 minutter.
- Tænd ovnen på 170 varmluft og kom hasselnødder på en bageplade. Bag dem i cirka 8-12 minutter, eller indtil de er gyldne. Kom dem i et viskestykke og gnub skallerne af nødderne.
- Hak hasselnødderne – nogle hakkes fint og andre groft.
- Skær 200 g marcipan i skiver og skær de 100 g i små tern.
- Når dejen har sat sig lidt på køl, så tages den ud og rulles ud sammen med lidt mel. Kom dejen i tærteformen og skær det overskydende dej af – gem dog gerne dejen lidt endnu.
- Kom krøllet bagepapir ovenpå dejen, så den bedre kan fylde formen ud og kom ris, bønner eller andet i for at blindbage bunden.
- Skru ovnen ned på 160 varmluft og blindbag bunden i 12 minutter. Fjern så bagepapir og ris – skulle bunden være rutsjet lidt ned nogle steder, så tag da lidt rester af dejen og lap. Prik i bunden med en gaffel et par gange. Bag nu tærtedejen (uanset om den er lappet eller ikke) i 8 minutter yderligere.
- Imens dejen bager i ovnen så kommes smør, mel, sukker og farin i en gryde til fyldet. Det hele skal smelte sammen, men skal ikke tage farve, så pas på varmen.
- Vend æbler, marcipanstykkerne og hasselnødderne i. Tag gryden af varmen.
- Når bunden er bagt i de 8 minutter, så tages den ud og marcipanskiverne fordeles over det hele. Kom så fyldet ovenpå. Bag tærten i cirka 30 minutter, eller indtil den har fået en flot gylden farve på toppen.
- Kom så tærten på køl, indtil den er helt afkølet og så er den klar til servering. Velbekomme.
Noter
Tips til opskriften
Opskriften giver tærte til i hvert fald 10 personer – hvis den bruges på et kagebord, så kan den også strækkes til flere personer.
Tærten er afprøvet både med porcelænsform og metalform med løs bund – bagetiden er den samme.
Tærten kan sagtens holde 4-5 dage på køl og den er også frysevenlig – den er derfor nem at forberede i god tid, så man har lækker kage i fryseren til gæster.
Den kan sagtens spises lun, men personligt er den allerbedst, når den har fået lov til at køle helt ned i køleskabet og bliver lidt fast. Den bliver så lækker og konfektagtig – mums!
Du vil også sagtens udskifte hasselnødder med mandler – dog er fremgangsmåden så en anden! Så skal mandlerne først smuttes og så skal de bages i ovnen, indtil de er gyldne.

Følg endelig med på de sociale medier, hvor jeg deler en masse lækkerier. Du kan finde mig på Instagram og Facebook.



Super kage lavet med mandler
Dejligt at høre!
Sidder her og får meget stor lyst til at lave denne tærte næste gang jeg skal have gæster og så tænker jeg også på, om du river æblet eller skærer du det i små stykker?
Tjek æblernes beskrivelse i ingredienslisten 😀 de skrælles og rives.
Smager fantastisk🙏👍
Jeg vil gerne lave tærten som en del af nytårsdesserten. Jeg overvejer dog at lave den som små tærter i stedet for én stor. Har du prøvet det og skal den så bages i kortere tid?
Jeg tror selve blindbagningen er den samme, men kan godt være de skal have kortere tid når fyldet er kommet i (-:
Undskyld har fundet str. på formen
Godt Nytår
🙂
Lyder rigtig lækkert men kan man undlade æbler
Tag evt. et kig på min mandeltærte i stedet for og udskift så med ristede hasselnødder (-:
Kan man bruge færdig mørdej?
Glæder mig til at lave den på fredag.
Jeg vil anbefale at lave den selv – det er en verden til forskel og tager ikke ret lang tid ❤
Det gør jeg så😀 tak for svar
Kan jeg erstatte marcipan med andet, det bryder jeg mig ikke om 🙊
Marcipan er desværre en vigtig del af denne tærte og kan ikke erstattes af andet 😀
Får lige lyst til at udskifte æbler med fintskårne rabarber, det er jo sæson nu. Vil det gå?
Ja, men vend gerne rabarber med lidt sukker og lad stykkerne trække 15-20 min før du bruger dem 🙂