Tomatsuppe med pasta er en skøn og cremet suppe lavet med masser af friske tomater, som først bages i ovnen sammen med løg og hvidløg. Når tomaterne får god tid i ovnen og lidt farve i kanterne, så får de en dejlig intens smag, som gør virkelig meget for den færdige suppe. Det er min favorit måde at få tomatsuppe på!
Jeg bruger 2 kg friske tomater og meget gerne en blanding af forskellige sorter. Det kan være bøftomater, blommetomater, cherrytomater eller lige de tomater, du har. Har du mange modne tomater fra drivhuset eller haven, så er denne tomatsuppe også perfekt til at få brugt en stor portion på én gang. Suppen er også frysevenlig.
Suppen blendes med mascarpone, som gør den dejlig cremet og rund i smagen. Jeg serverer pastaen ved siden af fremfor at komme den direkte i gryden. Så kan alle selv bestemme mængden af pasta, og samtidig er suppen meget nemmere at gemme, hvis der er rester.
Servér tomatsuppen med lidt creme fraiche og persille på toppen og gerne et godt stykke brød ved siden af. Det er nem aftensmad, som især er skøn, når tomaterne er i sæson eller gem den færdige suppe til de koldere dage.
Prøv også denne tomatsuppe med pesto eller tomatsuppe med kødboller.
Ingredienser
- 2 kg friske tomater gerne forskellige slags – bøf, blomme, cherry osv.
- 2 løg
- 4 fed hvidløg
- olie
- flagesalt
- 3 grøntsagsbouillonterninger
- 1,5 liter vand
- 200 g mascarpone
- 1½ tsk tørret timian
- 1½ tsk tørret basilikum
- 3-400 g pasta
- creme fraiche
- finthakket persille
Sådan gør du
- Skær tomater i kvarte/halve – alt efter hvor store de er. Skær løg i kvarte og pil hvidløgsfeddene.
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
- Fordel tomater, hvidløg og løg på en bageplade og top med olie og flagesalt. Bag nu det hele i cirka 50 minutter, eller indtil der er lidt ender hist og her som er blevet let sorte.
- Når det hele er ved at være færdigt i ovnen, så koges pastaen.
- I en stor gryde tilføjes de bagte tomater, løg, hvidløg og væsken fra bagepladen. Tilføj vand og bouillonterninger og få mikset op og småsimre.
- Når det småsimre, så tilføjes mascarpone, timian og basilikum. Blend det hele godt med en stavblender. Smag så til med salt.
- Servér den færdige suppe med pasta ved siden af – så kan man selv komme i sin portion. Rør evt. creme fraiche med lidt vand, så kan den nemmere fordeles på den færdige portion suppe og top også gerne med lidt persille. Velbekomme.
Noter
Tips til opskriften
Opskriften giver suppe til 6 personer. Den kan dog strækkes til 1-2 personer mere, hvis der serveres lidt mere pasta til og noget lækkert brød ved siden af – f.eks. hvidløgsbrød.
Brug modne tomater. Det er her, de får lov til at være hovedingrediensen, så deres smag betyder meget for den færdige tomatsuppe. Jeg bruger gerne forskellige sorter, men du kan sagtens lave suppen med én slags. Men når den laves med forskellige, så giver det også et helt anden smag.
Tomaterne skal have god tid i ovnen. Jeg bager dem sammen med løg og hele hvidløgsfed, indtil grøntsagerne er godt bagte og har fået lidt mørke kanter hist og her. Det giver langt mere smag, end hvis de blot koges direkte i suppen. Husk at få al væsken fra bagepladen med over i gryden. Her ligger der masser af smag fra både tomater, løg og hvidløg.
Jeg bruger mascarpone fremfor fløde i denne opskrift. Mascarponen gør suppen ekstra cremet og giver samtidig lidt fylde.
Mængden af pasta kan justeres efter, hvor mættende suppen skal være. 300 gram er fint, hvis pastaen primært skal være lidt ekstra fylde, mens 400 gram giver en mere mættende portion.
Hvorfor bages tomaterne først?
Det er et ekstra trin, men jeg synes virkelig, at det er tiden værd. Når tomater, løg og hvidløg bages ved høj varme, fordamper noget af væsken samtidig med, at grøntsagerne får farve.
Det koncentrerer smagen og giver suppen en anden dybde, end hvis alle ingredienserne blot kom direkte i gryden. Hold dog øje med grøntsagerne til sidst. Lidt mørke kanter giver god smag, men de skal selvfølgelig ikke være brændte.
Hvorfor serveres pastaen ved siden af?
Jeg anbefaler at holde pasta og tomatsuppe adskilt, indtil suppen serveres. Kommer al pastaen direkte i gryden, vil den fortsætte med at suge væske, mens suppen står. Det gælder især, hvis der er rester til dagen efter.
Når pastaen serveres ved siden af, kan alle samtidig selv bestemme, hvor meget de vil have i deres portion. Har du rester, så opbevar også pasta og suppe hver for sig.
Kan tomatsuppen laves dagen før?
Ja. Du kan sagtens lave hele tomatsuppen dagen før og blot varme den op inden servering. Vent gerne med at koge pastaen til lige inden servering. Så får du friskkogt pasta i suppen.
Suppe og pasta kan dog begge gemmes, hvis du allerede har kogt det hele. Opbevar dem blot hver for sig i køleskabet.
Kan tomatsuppe fryses?
Ja, selve tomatsuppen egner sig fint til fryseren. Jeg ville fryse den uden pasta, så pastaen kan koges frisk, når suppen skal spises.
Frys gerne suppen i portionsstørrelser. Så er den nem at tage op til en hurtig frokost eller aftensmad.
Mascarpone kan gøre konsistensen en smule anderledes efter frysning og optøning. Rør eller blend suppen godt under genopvarmningen, hvis den har skilt en smule – men det gør absolut intet for smagen.
Opbevaring
Tomatsuppen kan opbevares i en lufttæt beholder i køleskabet i 3-4 dage. Suppen kan varmes op i en gryde ved middel varme.
Serveringsforslag
Jeg serverer tomatsuppen med pasta, lidt creme fraiche og finthakket persille. Rør eventuelt creme fraichen med en smule vand først, så den er nemmere at fordele hen over suppen.
Et godt brød passer også perfekt til. Prøv f.eks. mit grydebrød, focaccia eller hvidløgsbrød.
Vil du toppe suppen med lidt ekstra, så er friskrevet parmesan også virkelig lækkert. Sprøde croutoner kan bruges i stedet for eller sammen med pastaen. Så kan jeg også anbefale at prøve med lidt pesto ovenpå.
Kan mascarpone erstattes?
Ja. Mascarpone giver en meget cremet og fyldig tomatsuppe, men har du ikke mascarpone, kan du bruge fløde i stedet. Resultatet bliver lidt anderledes i både smag og konsistens, men stadig rigtig lækkert.
Du kan også bruge flødeost naturel for en mere cremet og let syrlig version.
Variationer
Vil du give tomatsuppen lidt varme, så tilsæt chiliflager eller frisk chili. Du kan også bage et par jalapenos med i ovnen. Du kan også komme ekstra frisk basilikum i suppen eller bruge den som topping.
Pastaen kan være lige den type, du bedst kan lide. Små pastatyper er dog nemmere at spise med ske. Hvis du bruger spaghetti, så knæk den et par gange – ellers får du nemt tomatsuppe på tøjet.
Du kan også servere suppen uden pasta og i stedet bruge den som en mere klassisk tomatsuppe med brød, croutoner og parmesan og bruge den som forret.
Følg endelig med på de sociale medier, hvor jeg deler en masse lækkerier. Du kan finde mig på Instagram og Facebook.
0 kommentarer