Citronfromage er en klassisker og noget der hitter hos de fleste. Jeg har først de senere år lært, hvor lækker desserten den er. En slags citronmousse, som er syrlig og frisk. Så mums!
Hjemmelavet citronfromage kan bruges både som en særlig torsdagsdessert, da den ingen tid tager at bikse sammen eller den kan bruges som dessert til gæster. Den er også rigtig godt egnet til buffetbordet – enten lavet i én stor skål eller en masse fine serveringsglas.
Man skal endelige ikke lade sig skræmme af desserter med husblas. Jeg har længere nede i indlægget vedhæftet en nem how to video på denne lækre fromage. Jeg bruger vanilje i min dessert, fordi jeg synes det spiller godt sammen med citron.
Prøv også baileys fromage og vaniljefromage

Video
Ingredienser
- 75 ml citronsaft cirka 1½ citron
- 250 ml fløde
- 1 vaniljestang kan undlades
- 100 g sukker delt op i 90 gram og 10 gram
- 3 blade husblas
- 3 M/L æg
Pynt
- Pisket fløde
- revet citronskal hvis det er øko citroner, der er brugt til fromagen
Sådan gør du
- Del æggene op i æggehvider og æggeblommer.
- Kom husblas i blød i koldt vand – de skal blot ligge deri, indtil de skal bruges (5 minutter er fint, men 15 minutter gør ingenting).
- Pisk æggehvider stive og pisk så 10 gram sukker i – se evt. videoen.
- Pisk æggeblommer, 90 g sukker og kornene fra vaniljestangen (kom den tomme stang i en lille gryde til senere) til en lækker tyk æggesnaps og pisk herefter citronsaften i.
- Pisk 200 ml fløde letpisket.
- Pisk fløde sammen med æggesnapsen.
- Kom de resterende 50 ml fløde i gryden med den tomme stang.
- Pres vand ud af husblas og tilføj i gryden – varm mikset op, indtil husblas er opløst – det må ikke blive for varmt.
- Fjern den tomme stang og pisk mikset i en tynd stråle i fløde/æggesnapsen.
- Nu skal æggehviderne blot foldes i – gør det evt af to omgange – se evt. videoen.
- Så snart æggehviderne er foldet godt i og der ingen æggehvider klumper er, så fordeles mikset i 6 glas.
- Stil dem på køl i cirka 3 timer eller, indtil de har sat sig.
- Pynt de færdige fromager med lidt pisket fløde og evt. lidt revet citronskal.
- Velbekomme.
Noter
Tips til opskriften
Opskriften giver 6 portioner, men den er nem at gange op, hvis du vil lave fromage til mange personer.
Du kan sagtens bruge pasteuriserede æggehvider og æggeblommer. Jeg elsker at komme lidt vanilje i min citronfromage, men det kan sagtens undlades. Du kan også lave appelsinfromage udfra denne opskrift – husk blot at bruge økologiske appelsiner til din fromage.
Ønskes lidt knas, så kan du drysse lidt hakket nougatine over eller makroner, kiks eller andre former for knas.
Fromagen kan fint holde 3-4 dage på køl – patentglas er smart at anrette i, så der kan komme låg på og så pynter du med fløde ved servering.

Følg endelig med på de sociale medier, hvor jeg deler en masse lækkerier. Du kan finde mig på Instagram og Facebook.




Ser virkelig lækkert ud. Det skal helt klart prøves. Hvor store er de glas du brug ovenfor?
Hej og tak for alt det lækre du smider op. Hvad kan jeg bruge bedst som erstatning for husblas? Ikke gelatineindhold.
Agar agar 😀
Bare go’👍
Tak!
Min kære svigerdatter, som lidt stille afslørede til påskefrokosten, at hun faktisk aldrig havde kunnet lide citronfromage, fortalte at denne her var den bedste hun nogensinde havde smagt … og hun spiste helt op … men … den er også helt fantastisk.
Så endnu en citronfromage nyder “røg i fælden” 🤭🤭🌷
Ej, sikke en dejligt kommentar, Susanne! tak!!!