Lækre bagte æbler serveret som hasselback. De er bagt med blandt andet farin og smør, så de får en karamelagtig smag. Når de laves som hasselback, så giver det farinen og smøret mulighed for at løbe ned i mellem rillerne og give en masse smag til æblet.
Jeg kan også anbefale disse små æbletærter. De er så nemme at lave og gæsterne vil elske dem.
Bagte æbler er en nem dessert, når man trænger til noget sødt, men ikke vil stå i køkkenet alt for længe. Du skal max bruge 10 minutter af din egen tid til disse lækre hasselback æbler.
Tips til disse hasselback æbler
I stedet for vaniljeis, så kan du selvfølgelig også servere enhver anden slags is til eller måske bare en klat creme fraiche.
Jeg har altid en portion af min hjemmelavede vaniljeis i fryseren og den opskrift kan du finde lige HER.
Vil du peppe disse bagte æbler endnu mere op, så kan du på en anden bageplade blande lige del smør, sukker, halv mel og halv havregryn sammen og bage i ovnen. Når blandingen bliver gylden, så har du en lækker og sprød crumble til serveringen.
Hasselback Æbler Med Vaniljeis – Bagte Æbler Med Farin Og Smør
Ingredienser
- 2 store røde æbler
- 30 g blødt smør
- 30 g farin
- Citronsaft
- Mandler
- Vaniljeis
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
- Skræl æblerne og halvér dem.
- Skær kernehuset ud.
- Skær nu riller i æblerne (som til hasselback kartofler) uden at skære helt igennem.
- Kom de 4 halve æbler på en bageplade med rillerne opad, og kom lidt citronsaft på dem alle.
- Rør smør og farin sammen.
- Smør blandingen af smør og farin på toppen af alle æblerne.
- De skal nu bage i 20-25 minutter eller, indtil de har fået lidt farve.
- Imellem tiden kan du riste lidt hakkede mandler på en tør pande.
- Server de færdige æbler med mandler og en god klat vaniljeis.
- Velbekomme.
Følg endelig med på de sociale medier, hvor jeg deler en masse lækkerier. Du kan finde mig på Instagram og Facebook.



Kan man lave æblerne i forevejen.
Kh lis
Du kan nok risikere at de bliver for bløde, når de skal genlunes. De bedste hilsner Julia
Vi prøver at snitte æblerne og så lægge dem i vand indtil de skal i ovnen. Så er det hurtigt når gæsterne er her at smøre blandingen på og sætte dem i ovnen. Tror du ikke det går? Det lyder som den mest lækre dessert
Håber det fungerede! 😀
De ser lækre ud det må jeg prøve
Håber de hitter!