Hjemmelavet remoulade smager bare bedre end den købte version. Den er fyldt med smag! Jeg elsker især at servere den til fiskefileter, fiskefrikadeller og på et godt stykke smørrebrød, men den passer også perfekt i en sandwich, burger eller som dip til sprøde fritter.
Denne opskrift på remoulade er lavet med hjemmelavet pickles, mayonnaise, cornichoner og karry. Kombinationen giver en remoulade med både sødme, syre og masser af smag. Samtidig kan du nemt justere både karrysmag og konsistens, så den passer præcis til din smag.
Hjemmelavet remoulade er oplagt til både påskefrokost, julefrokost og det klassiske frokostbord. Den kan laves dagen før, holder sig fint på køl i flere dage og smager faktisk ofte endnu bedre, når den har fået lov at trække lidt. Derfor er det også en af de opskrifter, jeg ofte vender tilbage til, når der skal hygges lidt ekstra om maden.
Prøv også min nemme chili remoulade.

Hjemmelavet Remoulade
Ingredienser
- 3 dl mayonnaise
- 150 g pickles
- 1-2 spsk syltelage fra de hjemmelavede pickles
- 5-8 små cornichoner
- 1½-2½ tsk karry jeg bruger den milde fra santa maria
- 1 tsk gurkemeje kan undlades – det er blot for en flot farve
- Salt
- Peber
- Citronsaft
Hjemmelavet pickles
- ½ blomkål
- 5-6 små gulerødder jeg bruger gulerødder fra de små snackposer men 1-2 store gulerødder kan også bruges
- 1 løg
- 2 dl vand
- 1½ dl klar lagereddike
- 1½ dl sukker
Sådan gør du
- Rør vand, sukker og eddike sammen til syltelagen – det kan stå i mens du klarer grøntsager. Den skal blot røres i en gang i mellem, indtil sukker er opløst.
- Hak løg, gulerødder og blomkål i mindre stykker. Blomkål i cirka 1×1 cm, gulerødder i 2-3 mm tykke skiver og løg i grove tern.
- Kom grøntsager i en lufttæt beholder og dæk med syltelage. Lad det hele trække i køleskabet i mindst 4 timer – gerne indtil dagen efter. Tjek noter.
- Når grøntsagerne er klar, så skal der bruges 150 gram – sørg for at dryppe dem godt af.
- Sammen med cornichoner hakkes de meget meget fint.
- Rør de finthakkede grøntsager med mayo, gurkemeje, 1½ tsk karry og smag så til med salt, peber, citron, lidt af syltelagen og evt mere karry (jeg brugte 2½ tsk, da jeg er vild med kraftig karrysmag).
- Lad gerne remouladen trække en time på køl, men den kan også sagtens nydes med det samme.
- Velbekomme.
Noter
Tips til opskrift
Der er nok til 6-10 personer i opskriften alt efter hvad den serveres til. I min familie spiser vi gerne en stor portion til sprøde fiskefileter og rugbrød.
Jeg laver en kold syltelage, da jeg elsker lidt knas fra grøntsagerne i remoulade. Man kan dog sagtens lave en varm syltelage og lige give grøntsagerne et opkog i lagen og herefter stille den på køl, hvis man ønsker pickles klar hurtigere eller lade dem koge i lage i nogle minutter, hvis man ønsker tilberedte grøntsager til sin remoulade. Jo finere eller grovere du hakker din pickles, desto finere eller grovere bliver din remoulade. Pickles der laves med kold syltelage skal helst trække i mindst 4 timer og gerne til dagen efter. Den kan holde en uges tid på køl.
Remouladen kan holde sig i 4-5 dage på køl på patentglas og er fantastisk til fiskefileter, fiskefrikadeller, kyllingesalat, dip til fritter og meget mere.
Hvad kan man servere hjemmelavet remoulade til?
Hjemmelavet remoulade er en klassiker til fisk og skaldyr. Den kan serveres med stegte eller dampede fiskefileter som torsk eller rødspætte, men prøv det også til rejer, krabber eller fiskefrikadeller.
Men det stopper ikke der. Remoulade er også en fantastisk til kød. Hjemmelavet remoulade er perfekt i en hotdog, hjemmelavet burger, i en sandwich med kylling og tyndskåret steak og meget andet. Så må vi ej forglemme smørrebrød – remoulade passer til alt fra roastbeef til fiskefilet.
Remoulade kan også bruges som en dyppelse til friturestegte snacks som pommes frites, løgringe eller fiskefileter. Den kan også vendes i en kartoffelsalat for et nyt twist.
Kan hjemmelavet remoulade laves dagen før?
Hjemmelavet remoulade kan sagtens laves dagen før servering. Faktisk synes jeg ofte, at den smager endnu bedre dagen efter, hvor karry, cornichoner og pickles har fået lov at trække smag ud i mayonnaisen.
Skal remouladen bruges til påskefrokost, julefrokost eller et større frokostbord, så er det derfor oplagt at lave den dagen før eller et par dage før. Opbevar den blot i køleskabet i en lufttæt beholder eller et patentglas.
Hvor længe kan hjemmelavet remoulade holde sig?
Remouladen kan fint holde sig 4-5 dage på køl. Sørg for at opbevare den i en lufttæt beholder og brug altid en ren ske, når du tager af den.
Jeg synes faktisk ofte, at remouladen er bedst på dag 2, hvor smagene har fået lidt tid til at samle sig. Derfor laver jeg den ofte dagen før, den skal serveres.
Følg endelig med på de sociale medier, hvor jeg deler en masse lækkerier. Du kan finde mig på Instagram og Facebook.


Jeg tror ikke man kan komme tættere på smagen af en købt remoulade jeg bor i udlandet og det er derfor så fantastisk nu at kunne lave den hjemme❤️ tusind tak for en fantastisk opskrift
Så glad for at den hitter!
Hej, er det syltede cornichoner du bruger?
Ja (-:
Kan man mon bare blende grøntsagerne sammen med cornichonerne og derved få en hel ensartet remoulade? 🙂
Ja, men pas på ikke at hakket det hele til en grød og pas på væsken. Der kommer lidt mere væske på den måde 🙂
Skønt med hjemmelavet
Smager skønt! – endnu en god portion remoulade er nu klar til fiskefileterne😋😍😍