Mini tomatsalat er en af de salater, hvor få gode råvarer virkelig får lov til at smage igennem. De små søde tomater kombineres med feta, finthakket skalotteløg, basilikum og en enkel dressing af citron og olivenolie. Topper du samtidig salaten med semitørrede tomater, får du endnu mere dybde og sødme, som gør salaten helt fantastisk.
Jeg elsker at bruge flere forskellige små tomater i forskellige farver og størrelser. De små tomater er som små smagseksplosioner i munden. De små tomater giver samtidig en meget flot salat. Jeg dyrker selv en del tomater i drivhuset, men heldigvis kan man også finde rigtig gode små tomater i mange supermarkeder, gårdbutikker og vejboder. Kan du ikke finde nogle, så kan cherrytomater også bruges.
Mini tomatsalat passer perfekt til grillmad, buffet, brunch eller som en let frokost sammen med et godt stykke hjemmebagt brød. Den er også virkelig god som tilbehør til kylling, steak, fisk eller en sommerlig pastaret. Det er en af de salater, jeg vender tilbage til hele sommeren, fordi den er så hurtig at lave og smager af sol og sommer.
Prøv også min tomat carpaccio eller tomatsalat med burrata.
Video
Ingredienser
- 100-150 g Puck hvidost eller feta
- 1 bananskalotteløg eller 1 rødløg
- 400 g små tomater jeg brugte røde og gule ribstomater samt rapunzel og de mindste sungold, som jeg kunne finde
- 2-3 tsk citronsaft
- 1 spsk olivenolie
- flagesalt
- 100-150 g semitørrede tomater Valgfrit, men det giver lige salaten dét ekstra. Jeg lavede semitørrede tomater af ribstomater – se mine noter længere nede for fremgangsmåde
- 4-6 basilikumblade
Sådan gør du
- Skær osten ud i små tern og hak løg meget fint-
- Da jeg bruger meget små tomater, så forbliver de hele. Men du kan også lave salaten med små cherrytomater, så skal de blot skæres i halve eller kvarte.
- På et fad kommes tomater, løg, citronsaft og olivenolie på og vendes sammen.
- Fordel mikset ud i ét lag på fadet.
- Top med semitørrede tomater – bruger du større semitørrede tomater så er det også så fint.
- Fordel osten og så flagesalt over. Pynt med lidt frisk hakket basilikum. Velbekomme.
Noter
Tips til opskriften
Opskriften passer til cirka 4 personer som tilbehør eller som skøn forret med brød til.
Brug gerne flere forskellige slags små tomater. Nogle er meget søde, andre har mere syre eller en let krydret smag, og det gør salaten langt mere spændende end kun at bruge én sort. Men med det sagt, så smager tomatsalaten også virkelig skønt med én slags tomat.
Jeg bruger de allermindste tomater hele, men er dine tomater lidt større, anbefaler jeg at skære dem i halve eller kvarte. Så fordeler dressingen sig bedre, og tomaterne afgiver lidt af deres saft til salaten.
Semitørrede tomater er valgfri, men jeg synes virkelig, de løfter salaten. De giver en koncentreret tomatsmag og lidt ekstra sødme, som passer perfekt sammen med de friske tomater. Brug meget gerne min opskrift og tjek noterne i opskriftboksen, hvis du ønsker at lave semitørrede tomater med små tomater.
Jeg bruger oftest Puck hvidost, men en god feta fungerer lige så godt. Begge dele tilfører en dejlig salt og cremet kontrast til de søde tomater.
Top altid salaten med flagesalt. Saltet fremhæver tomaternes smag og binder hele salaten sammen.
Kan mini tomatsalat laves dagen før?
Ja, det kan den godt. Særligt, hvis det er små tomater, som serveres hele. Så er der ingen væske der trækker ud af tomaterne natten over.
Salaten kan sagtens laves dagen før og opbevares på køl. Tomaterne afgiver en smule væske under opbevaring, hvis det er skåret tomater, men det bliver samtidig en del af dressingen og giver masser af smag.
Vent eventuelt med at tilsætte basilikum til lige inden servering, så den holder sig helt frisk og grøn.
Opbevaring
Mini tomatsalat kan opbevares i en lufttæt beholder i køleskabet i 2 dage eller med film over fadet.
Den egner sig ikke til frysning.
Serveringsforslag
Mini tomatsalat passer perfekt til grillmad, kylling, steak, fisk eller som en del af en sommerbuffet.
Den er også virkelig lækker sammen med hjemmebagt focaccia, grydebrød eller ciabatta og evt. med lidt pisket smør.
Ønsker du en mere mættende salat, kan du supplere med burrata, serranoskinke, ristede pinjekerner, stegt kylling eller avocado.
Hvilke tomater er bedst til mini tomatsalat?
Jeg bruger gerne en blanding af røde, gule og orange sorter, fordi de både smager forskelligt og gør salaten ekstra flot. Sungold, små ribstomater, rapunzel og andre søde cherrytomater fungerer alle rigtig godt.
Har du kun almindelige cherrytomater, bliver salaten stadig virkelig lækker – bare skær tomaterne i mindre stykker.
Variationer
Du kan nemt variere mini tomatsalaten efter smag.
Prøv eksempelvis at tilsætte burrata, mozzarella eller parmesanflager i stedet for feta. Hvis du bruger burrata eller mozzarela, så husk at begge dele mere er konsistens en smag – så retten vil kræve ekstra citron, salt og evt. lidt pesto eller ekstra mange krydderurter. Ristede pinjekerner, pistacienødder eller valnødder giver også et lækkert sprødt element.
Du kan også supplere med avocado, grillede ferskner eller nektariner for en mere sommerlig version. Frisk oregano eller timian smager også skønt sammen med tomaterne, hvis du ønsker et alternativ til basilikum.
Følg endelig med på de sociale medier, hvor jeg deler en masse lækkerier. Du kan finde mig på Instagram og Facebook.
0 kommentarer