Pastasalat med rucola og feta

Pastasalat med rucola og feta er en af de pastasalater, jeg elsker at lave om sommeren. Den er enkel, frisk og fyldt med smag fra parmesan, feta, tomater og den let pebrede rucola. Det er en pastasalat, som passer perfekt til grillmad, buffet eller som en let frokost, og den tager ikke meget mere end 30 minutter at lave.

Jeg bruger forskellige små tomater fra drivhuset, som giver salaten lidt forskellige smagsnuancer. Men hvilke som helst cherry tomater eller andre tomater kan bruges.

Det jeg især elsker ved denne pastasalat, er den lette dressing. I stedet vendes pastaen med olivenolie, citronsaft, salt og peber. Sammen med de søde tomater, rødløg, parmesan, rucola og den cremede feta får du en pastasalat, som både føles frisk, let og virkelig lækker.

Jeg serverer gerne pastasalaten til grillkylling, bøffer eller grillspyd, men den fungerer også rigtig godt på buffetbordet. Skal den med til gæster, kan det meste forberedes i god tid, så der kun mangler de sidste få minutter inden servering – vend f.eks. først rucola i lige før servering.

Prøv også min fajita pastasalat med kylling.

Pastasalat med rucola og feta

Pastasalat med rucola og feta

Ingen bedømmelser endnu
Print Bedøm Pin
Forb. tid: 15 minutter
Tilb. tid: 15 minutter
Samlet tid: 30 minutter
Mængde: 8 personer

Video

Ingredienser

  • 500 g pasta
  • 500 g Puck hvidost eller rigtig feta
  • 100 g parmesan fra stykke
  • 400 g små tomater
  • 2 rødløg
  • 75 g rucola
  • 3 spsk olivenolie
  • 2 spsk citronsaft
  • salt
  • peber

Sådan gør du

  • Se evt. min nemme video.
  • Kog pastaen efter pakkens anvisning og skyl herefter under koldt vand i en si, indtil pastaen er afkølet.
  • Imens pastaen koger, så skæres osten i tern, parmesanen skæres i mindre stykker og blendes i en minihakker (kan også rives, men det giver en anden konsistens), tomater skæres i halve eller kvarter og rødløg hakkes fint.
  • Rør olivenolie, citronsaft, salt og peber sammen.
  • Kom pasta, oliemiks, parmesan, tomat og rødløg i en skål og rør det sammen.
  • Vend så rucola og feta i. Velbekomme.

Noter

Da der er rucola i, så skal pastasalaten nydes indenfor et par timer, da rucolaen ellers får et træls udseende. Du kan dog også skifte rucola ud med hakket romainesalat – så kan den fint holde sig et par dage. Men det giver også en lidt anden smag. 

Tips til opskriften

Opskriften passer til cirka 8 personer, da pastasalen fungerer som tilbehør sammen med f.eks. kød og lidt lækkert brød.

Jeg blender parmesanen i en minihakker i stedet for at rive den. Det giver små fine stykker, som fordeler sig bedre i pastasalaten og er med til at binde olivenolie og citronsaft sammen omkring pastaen. Du kan dog også købe forrevet parmesan i pose – det minder meget om det.

Jeg bruger Puck hvidost, fordi den er dejlig cremet, men en god (og ægte) feta fungerer også rigtig godt. Feta giver en mere salt og kraftig smag, mens Puck er lidt mildere. Så hvis du bruger ægte feta så halvér evt. mængden.

Skyl pastaen under koldt vand, så den køler hurtigt af og ikke koger videre. Lad den dryppe godt af, inden den vendes med de øvrige ingredienser. Hvis du gerne vil forberede pastaen dagen før uden at mikse med de andre ingredienser, så kan du vende et par spsk olie i mikset før pastaen pakkes væk og på køl, så er den løs og nem at arbejde med dagen efter.

Smag altid pastasalaten godt til med salt, peber og citronsaft til sidst. Citronsaften giver friskhed og binder smagene sammen – så undlad endelig ikke citron.

Kan pastasalat med rucola og feta laves dagen før?

Ja, men jeg vil anbefale at vente med rucolaen til kort før servering.

Rucola falder hurtigt sammen og mister sit friske udseende, hvis den står for længe i dressingen. Lav derfor gerne hele pastasalaten dagen før og vend først rucolaen i lige inden servering. Skal pastaen have et lidt pænere look, så vent også med fetaen, da den godt kan moses lidt.

Har du ikke mulighed for det, kan du i stedet bruge hakket romainesalat, som holder sig flot meget længere – det giver dog en lidt anden smag.

Opbevaring

Pastasalaten kan opbevares i en lufttæt beholder i køleskabet i 2-3 dage, MEN hvis det er meningen den skal nydes over flere dage, så del pastasalaten op i portioner og vend kun rucola i det som skal spises med det samme.

Pastasalaten egner sig ikke til frysning.

Serveringsforslag

Pastasalat med rucola og feta passer perfekt til grillmad som kylling, bøffer, grillspyd, nakkefilet eller pølser. Den er dog også rigtig god til grillet flæskesteg eller hjemmelavede frikadeller.

Den fungerer også rigtig godt på buffetbordet sammen med hjemmebagt focaccia, ciabatta eller et godt flute.

Vil du servere den som en let hovedret, kan du tilsætte grillet kylling, stegt flanksteak eller varmrøget laks.

Hvilken feta er bedst til pastasalat?

Du kan bruge både klassisk feta og Puck hvidost.

Jeg vælger ofte Puck, fordi den er ekstra cremet og giver en mild smag, som passer godt sammen med rucola og parmesan. Ønsker du en mere salt og markant smag, er en klassisk feta et rigtig godt valg – men husk da at skære ned på mængden.

Begge dele fungerer rigtig godt, så vælg den variant, du bedst kan lide.

Variationer

Du kan nemt variere pastasalaten efter smag.

Prøv eksempelvis at tilsætte ristede pinjekerner, avocado, agurk eller semitørrede tomater. Oliven passer også virkelig godt sammen med feta og parmesan.

Ønsker du en mere mættende pastasalat, kan du tilsætte grillet kylling eller toppet med grillet halloumi. Frisk basilikum eller persille giver også en skøn smag, hvis du har det i køkkenhaven eller vindueskarmen.

Pastasalat med rucola og feta

Følg endelig med på de sociale medier, hvor jeg deler en masse lækkerier. Du kan finde mig på Instagram og Facebook.

0 kommentarer

Tilføj en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering