Brasede kartofler er noget af det bedste, du kan lave med en rest kogte kartofler – hvis du spørger mig. De skæres i grove, mundrette stykker og steges på panden i både smør og olie, indtil de har fået en lækker gylden og sprød stegeskorpe.
Har du kogte kartofler tilbage fra aftensmaden dagen før, er retten ekstra nem. Men jeg må indrømme, at jeg også gerne koger kartofler kun for at kunne lave brasede kartofler. De kræver få ingredienser, og med den rette varme og lidt tålmodighed bliver de virkelig gode. Bagekartofler er særligt gode til brasede, men andre kartofler kan også bruges.
Jeg steger kartoflerne med frisk timian, som giver en skøn smag og aroma. Smørret giver god smag, mens olien er med til at give et rigtig godt resultat på panden. Til sidst får kartoflerne godt med flagesalt.
Servér de brasede kartofler til f.eks. hakkebøf, steak, kylling eller grillede pølser. En frisk salat og en god sauce eller kold dressing ved siden af, så har du et virkelig lækkert måltid.
Prøv også sprøde kartofler i ovn

Video
Ingredienser
- 1 kg kogte bagekartofler de kan enten være nykogte og bare dryppe af eller rester fra aftensmaden i går
- 4 spsk olie
- 50 g smør
- flagesalt
- 4-5 stilke frisk timian
Sådan gør du
- Se evt. min video.
- Hvis du ikke har kogte kartofler klar, så skal du blot skrælle bagekartofler og skære dem ud i grove stykker og koge møre i usaltet vand. Lad dem så dryppe godt af – gerne på et viskestykke. Du kan også stille dem i køleskabet, hvis du koger kartoflerne om morgenen, og så lave brasede senere.
- De kogte kartofler skal være i mundrette stykker.
- Kom smør og olie på en pande og ha' god varme på komfuret. Mit står på 8 ud af 9.
- Steg kartoflerne, indtil de er flotte gyldne og sprøde. Pas på med at vende dem for mange gange.
- Imens kartoflerne steger, så hakkes timian.
- Når kartoflerne begynder at blive gyldne, så steges timian med.
- Når kartoflerne er gyldne og fine, så er de klar til servering med godt med flagesalt over – husk kartoflerne ikke har fået salt inden (er de fra aftensmaden i går, så har de selvfølgelig fået salt, så hold da lidt igen), så drys dem godt. Velbekomme.
Tips til opskriften
Opskriften giver brasede kartofler til cirka 4 personer. Du kan sagtens lave en mindre portion, men jeg ville ikke spare for meget på smør og olie. Der skal være godt med fedtstof på panden, så kartoflerne kan få den lækre gyldne stegeskorpe.
Sørg for, at kartoflerne er dryppet rigtig godt af, inden de kommer på panden. Er de meget fugtige på overfladen, bliver det sværere at få dem godt stegte. Koger jeg kartoflerne kort inden, lader jeg dem gerne dryppe af på et rent viskestykke.
Brug en stor pande, så kartoflerne har god kontakt med panden og ikke ligger alt for tæt. Skal du lave en større portion, vil jeg hellere stege dem ad flere omgange end fylde panden helt op – eller bruge 2 pander.
Panden skal være godt varm. På mit komfur bruger jeg 8 ud af 9. Når kartoflerne først ligger på panden, så lad dem få tid til at stege og få farve, før du vender dem. Hvis de konstant flyttes rundt, får de ikke den samme gode stegeskorpe.
Hvilke kartofler er bedst til brasede kartofler?
Jeg foretrækker større og lidt mere melede kartofler til brasede kartofler – f.eks. bagekartofler. De giver nogle virkelig gode grove stykker med en lækker overflade, når de steges på panden.
Jeg synes ikke, at små nye kartofler er det bedste valg til lige denne opskrift. Gem dem hellere til andre kartoffelretter og vælg her en større kartoffelsort, som også egner sig godt til f.eks. kartoffelmos.
Kartoflerne skal være kogt møre, men de skal selvfølgelig stadig kunne holde formen, så de ikke falder helt fra hinanden på panden.
Skal kartoflerne være kolde?
Nej. Du kan både bruge kartofler fra dagen før og kartofler, som lige er blevet kogt.
Bruger du nykogte kartofler, er det vigtigste, at de får lov til at dryppe rigtig godt af, inden de steges. Jeg lægger dem gerne på et rent viskestykke, så overfladen ikke er våd.
Vil du forberede dem tidligere på dagen, kan kartoflerne koges om morgenen og sættes på køl, indtil de skal steges. Det gør retten rigtig nem at gøre klar til aftensmaden – men husk, hvis de pakkes varme på køl, så kommer der noget kondens i beholderen.
Hvordan får man brasede kartofler sprøde?
Der er især tre ting, jeg synes gør en forskel: Kartoflerne skal være godt tørre på overfladen, panden skal være varm, og kartoflerne skal have ro til at stege.
Kommer du kartoflerne på en lun pande og begynder at vende dem hele tiden, får de sværere ved at danne den gyldne stegeskorpe. Lad dem derfor ligge lidt mellem hver vending.
Jeg bruger både olie og smør. Derudover skal panden være stor nok til, at kartoflerne faktisk kan stege mod pandens overflade. Smør for smag og olie for at mikset kan komme højere op i temperatur.
Andre krydderier til brasede kartofler
Jeg bruger frisk timian og hakker den, inden den steges med kartoflerne. Kom den først på, når kartoflerne begynder at blive gyldne, så den ikke står og steger ved høj varme under hele tilberedningen.
Rosmarin er også virkelig lækkert. Brug f.eks. 3-4 stilke og lad dem stege med kartoflerne. Bruger du hele stilke, kan de fjernes igen inden servering.
Du kan også krydre kartoflerne med lidt paprika, chili eller karry. Her kan du nemt ændre smagen efter, hvad kartoflerne skal serveres til. Men vendt med at tilføje til de er næsten færdige eller drys over, når de er færdige på panden.
Hvad serveres til brasede kartofler?
Brasede kartofler fungerer som tilbehør til rigtig mange retter. Jeg elsker dem især til hakkebøffer eller steak, men de passer også rigtig godt til kylling, svinekød og grillede pølser.
Servér gerne en frisk salat eller grøntsager ved siden af og afslut med en god sauce eller kold dressing. Bearnaise er selvfølgelig også virkelig lækkert til både brasede kartofler og en god bøf.
De fungerer også rigtig godt som en del af en restemiddag, hvor både kartofler og eventuelt kød fra dagen før får nyt liv.
Opbevaring og genopvarmning
Brasede kartofler er allerbedst direkte fra panden, mens overfladen stadig er varm og sprød.
Har du brugt kartofler fra dagen før, så nyd de brasede på dagen og hvis de er rester, så kan de godt gemmes til dagen efter. Lun dem i en airrfyer på fuld hammer, indtil de er sprøde.

Følg endelig med på de sociale medier, hvor jeg deler en masse lækkerier. Du kan finde mig på Instagram og Facebook.




0 kommentarer