Focaccia i bradepande er et brød der passer til både tapasbordet, sommerbuffet, suppe, pastaretter, måltidssalater og meget andet! Imponér gæsterne med dette lækre brød med rosmarin og flagesalt.
Hjemmelavet focaccia i bradepande er et brød, som altid hitter ved bordet! Det kan bruges både som brød til tapas, brød i buffeten eller brød til en god forret. Skal det bruges i hverdagen, så prøv den til en pastaret eller til en måltidssalat. Du kan også bruge det til sandwiches – men tjek da gerne mine noter længere nede, da brødet så ikke skal være helt så højt.
Jeg laver brødet i bradepande, så der er hjemmebagt brød til mange! Brødet kræver nærmest intet arbejde og dejen passer sig selv koldhævet i køleskabet. Når du bager det i ovnen, så kommer køkkenet til at dufte fantastisk af rosmarin!
Du kan også prøve focacciasandwichbrød eller en focacciatoast
Video
Ingredienser
- 12 g gær
- 1250 g lunken vand
- 1440 g tipo 00
- 2 spsk salt
- 1½ spsk sukker
- olivenolie
- 4-6 stilke rosmarin
- flagesalt
Sådan gør du
- Se evt. min nemme video.
- Smuldr gær i en stor skål og hæld lunken vand over.
- Rør salt og sukker i.
- Kom mel i og rør det sammen – det kan sagtens gøres i hånden.
- Dejen skal bare lige røres sammen, indtil der ikke er klumper af mel og så er den klar.
- Kom dejen i en stor bøtte – jeg delte dejen i 2 bøtter, da jeg ikke havde en der var stor nok. Husk dejen hæver og kommer til at fylde mere.
- Kom låg på og stil dejen på køl i mindst 24 timer – den kan også fint stå i 72 timer.
- 3 timer før dejen skal bages, så tages dejen ud af køleskabet.
- Kom bagepapir i den dybe bradepande, som hører til din ovn, og tilføj et par spsk olivenolie. Kom så al dejen i.
- Lad dejen hæve i bradepanden i de 3 timer.
- Hak eller klip bladene fra rosmarinstilkene
- Tænd ovnen på 210 grader varmluft, når tiden er ved at være gået.
- Når dejen har hævet i 3 timer, så tilføjes 3-5 spsk olivenolie over dejen. Med dine fingre laves der er en masse dybe huller i dejen – men tryk ikke hele vejen igennem.
- Drys så masser af flagesalt over – brødet kan trække en hel del.
- Top så med rosmarin.
- Så skal brødet bage i cirka 37-45 minutter eller, indtil toppen er god gylden. Skru lidt ned for ovnen efter de første 20 minutter – til 200 eller 190 grader varmluft, alt efter hvor hårdt din ovn den bager.
- Så er brødet klar. Velbekomme.
Tips til opskriften
Opskriften giver brød til cirka 25 personer, når det er tilbehør til f.eks. en sommerbuffet eller aftensmad. Hvis brødet skal bruges som brød til f.eks. tapas og det er det eneste brød, så vil jeg nok sige 15-20 personer.
Hvis du gerne vil bruge brødet som sandwichbrød, så skal du ikke lave en helt så stor mængde dej (10 g gær, 1000 g lunken vand, 1150 g tipo 00, lige over 1,5 spsk salt, 1 spsk sukker) Der er brød til 10-12 sandwiches. Bagetiden skal muligvis skæres lidt ned, men bare hold godt øje med brødet. Du kan også toppe med f.eks. frisk timian i stedet for rosmarin.
Brødet kan godt holde sig en pose på køkkenbordet til dagen efter og ellers ville jeg fryse det ned. Før servering, så lun det i ovnen – så bliver det som nybagt igen.
Følg endelig med på de sociale medier, hvor jeg deler en masse lækkerier. Du kan finde mig på Instagram og Facebook.



0 kommentarer