Cheeseburger tærte

Cheeseburger tærte er en af de opskrifter, som både børn og voksne elsker. Den er inspireret af den klassiske cheeseburger med saftigt hakket oksekød, cheddar, løg, agurkesalat, ketchup og sennep – men i stedet for en burgerbolle bliver fyldet pakket ind i butterdej. Resultatet er en virkelig hyggelig aftensmad, som er nem at lave og perfekt til både hverdag og gæster.

Det bedste ved cheeseburger tærten er, at den smager præcis som en god cheeseburger. Den sprøde butterdej giver knas, mens den smeltede cheddar binder fyldet sammen. Agurkesalat og løg giver friskhed og syre, som altid passer godt i en burger.

Tærten er oplagt til aftensmad sammen med en frisk salat, burgerdressing og pommes frites eller kartoffelbåde. Den fungerer også rigtig godt på buffetbordet, til fødselsdag eller som en anderledes ret til gæster. Har du rester, smager de også skønt kolde eller let lune dagen efter.

Prøv også min Big Mac butterdejsstang eller mini burgerhapsere.

Cheeseburger tærte

Cheeseburger tærte

Ingen bedømmelser endnu
Print Bedøm Pin
Forb. tid: 20 minutter
Tilb. tid: 40 minutter
Samlet tid: 1 time
Mængde: 8 personer

Video

Ingredienser

  • 500 g hakket oksekød 400 eller 600 gram kan også bruges
  • olie
  • salt
  • peber
  • 2 løg
  • 130 g agurkesalat købt eller hjemmelavet
  • 200 g rød cheddar fra blok
  • 2 ruller fersk butterdej
  • gul sennep jeg bruger French's
  • ketchup
  • 1 æg
  • sesamfrø

Sådan gør du

  • Steg oksekød med salt og peber i lidt olie. Hvis der er lidt fedtstof på panden, så fjern kødet fra panden, så det ikke kommer med i tærten.
  • Riv osten.
  • Hak løg og agurkesalat og vend dem sammen.
  • Tænd ovnen på 180 grader varmluft og kom bagepapir på en bageplade.
  • Kom den ene butterdejsplade ud på bagepladen og fordel oksekødet på den. Lad 1-2 cm være fri for fyld hele vejen rundt.
  • Fordel løg-og agurkesalatmikset på, så ønskede mængde sennep og ketchup og til sidst osten.
  • Stræk den anden butterdejsplade lidt, så den bliver en smule større og kom ovenpå fyldet.
  • Luk kanten hele vejen rundt – enten med dine fingre eller med en gaffel.
  • Lav nogle snit i toppen, pensl med æg og drys med sesam. Bag tærten i 35-40 minutter, eller indtil den er flot gylden. Velbekomme.

Tips til opskriften

Opskriften passer til cirka 8 personer sammen med en god salat eller andet tilbehør.

Jeg bruger rød cheddar, fordi den både smager skønt og giver tærten det klassiske cheeseburger-look. Du kan dog også bruge modnet cheddar, burgerost eller en mildere ost, som f.eks. flødehavarti.

Hak både løg og agurkesalat fint. Så fordeler smagen sig bedre i tærten, og fyldet bliver nemmere at skære pænt ud.

Lad 1-2 cm butterdej være fri hele vejen rundt, når fyldet fordeles. Så bliver det langt nemmere at lukke tærten, uden at fyldet presses ud under bagningen.

Lav gerne nogle snit i toppen af butterdejen. Så kan dampen slippe ud under bagningen, og butterdejen bliver ekstra flot og sprød.

Kan cheeseburger tærte laves dagen før?

Ja, det kan den sagtens.

Tærten kan bages dagen før og opbevares på køl. Jeg anbefaler at lune den i ovnen inden servering, så butterdejen bliver sprød igen.

Den kan også samles nogle timer før bagning og opbevares på køl, indtil den skal i ovnen. Men så anbefaler jeg at lade oksekød køle før det kommes i, da det er med til at smelte det nederste lag butterdej.

Opbevaring

Cheeseburger tærte kan opbevares i en lufttæt beholder i køleskabet i 3-4 dage.

Lun den gerne i ovnen eller airfryeren, så butterdejen bliver sprød igen. Mikroovnen er no go, da butterdejen bliver træls og blød.

Tærten kan også fryses. Lad den tø op i køleskabet og lun den derefter i ovnen.

Serveringsforslag

Cheeseburger tærte passer perfekt sammen med pommes frites, kartoffelbåde, coleslaw eller en frisk salat.

Servér også gerne ekstra ketchup, sennep, burgerdressing eller chilimayo ved siden af. Syltede rødløg, syltede agurker eller en sprød kålsalat passer også rigtig godt til.

Skærer du tærten i mindre stykker, fungerer den også fantastisk på buffetbordet eller til en hyggelig brunch.

Hvad er cheeseburger tærte?

Cheeseburger tærte er en tærte inspireret af den klassiske amerikanske cheeseburger.

De velkendte ingredienser som hakket oksekød, cheddar, løg, ketchup, sennep og syltede agurker samles i en sprød butterdej i stedet for en burgerbolle. Det er en ret, der kombinerer smagen af en cheeseburger med den sprøde konsistens fra den lækre butterdej.

Variationer

Du kan nemt variere cheeseburger tærten efter smag.

Prøv eksempelvis at tilsætte sprødstegt bacon, jalapeños eller stegte champignoner. Du kan også bruge en ekstra lagret cheddar, hvis du ønsker en anden ostesmag.

Vil du gøre tærten endnu mere burger-inspireret, kan du servere den med burgerdressing, sprøde salatblade og friske tomater ved siden af.

Cheeseburger tærte

Følg endelig med på de sociale medier, hvor jeg deler en masse lækkerier. Du kan finde mig på Instagram og Facebook.

0 kommentarer

Tilføj en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering