Baileys cheesecake i glas er den perfekte nemme lille dessert til gæster, når det skal gå hurtigt og stadig smage fantastisk. Pynt desserten med skønne danske jordbær eller andre frugter og bær alt efter sæson.
Hjemmelavet Baileys cheesecake i glas passer godt som en nem dessert til gæster i hverdagen og weekenden. I sommeren er desserten god til gæster nydt på terrassen eller brug den til en god sommerbuffet. Den er også god som nem dessert til f.eks. nytårsaften, fødselsdage og når der skal hygges lidt ekstra i en weekend.
Jeg bruger Baileys i cremen, fordi det går godt i cheesecake. Baileys smager ikke stærkt af alkohol, men giver en god rundt smag. Kiksene i bunden giver knas og bær på toppen gover fin farve, friskhed og lidt syre til desserten i glas. Så topper jeg også med lidt mørk chokolade for at give lidt bitterhed til cheesecaken.
Prøv også cheesecake i glas med rutebiler
Video
Ingredienser
- 30 g mørk chokolade
- 8-10 digestivekiks
- 250-300 g jordbær
- 300 ml fløde
- 275 g flødeost naturel
- 120 g sukker
- 125 ml Baileys
Sådan gør du
- Se gerne min nemme video.
- Hak chokoladen, hak kiks i mindre stykker og skær jordbær i kvarte.
- Pisk fløde, flødeost, sukker og 75 ml Baileys sammen til en tyk creme. Fold nu 50 ml mere Baileys i, hvis du ønsker en mere tydelige Baileys smag.
- I 6 glas fordeles lidt kiks, så cheesecakecremen og top så med jordbær og mørk chokolade. Så er de klar. Velbekomme.
Tips til opskriften
Opskriften giver cirka 6 fine glas og beregn 1 glas per person.
Jeg bruger Baileys i min opskrift her, hvis den ønskes uden alkohol, så kan Baileys sagtens undlades, men brug da gerne kornene fra én vaniljestang i cremen. Du skal ikke erstatte Baileys med anden væske. Du kan toppe desserten med f.eks. Daim i stedet for mørk chokolade – eller en nøddekrokant. Du kan også bytte jordbær ud med hindbær – men jeg vil da nøjes med omkring 150-200 gram, da de tilføjer mere syre.
Jeg bruger digestivekiks i bunden for at give noget knas, men du kan også bruge f.eks. knuste makroner, rutebiler, vaniljekranse, bastogne, biscoff eller andre sprøde kiks, småkager eller cookies.
Disse små desserter kan sagtens holde sig et par dage på køl – men opbevar dem lufttæt i en bøtte, da jordbær ellers vil blive lidt tørre at se på. Husk også at bruge helt friske jordbær, hvis de skal holde sig et par dage og ellers så vent med at pynte med jordbær, hvis desserterne skal bruges senere. Kiksene er dog sprødest det første døgn.
Følg endelig med på de sociale medier, hvor jeg deler en masse lækkerier. Du kan finde mig på Instagram og Facebook.


0 kommentarer