Ciabatta sandwichbrød er det perfekt brød til madpakken, når der skal laves lækres sandwiches. Lave lækre sandwiches til en tur med familien!
Hjemmelavet ciabatta sandwichbrød er altid et hit hos både venner og familien. Lav f.eks. en lækker sandwich med frikadelle, tunsalat eller en luksus sandwich med god skinke, ost, pesto, rucola og semitørrede tomater. Du kan også lave en varm sandwich med f.eks. paneret kylling og hjemmelavet dressing.
Jeg bruger et miks af durummel og tipo 00, når dejen skal ud på bordet. Tipo for det hvide look og durum, fordi dejen ikke optager durum på sammen som den gør ved hvedemel, så man kan tilføje en del ved formning uden at dejen bliver tør.
Prøv også grydebrød ud fra samme dejmetode

Video
Ingredienser
- 1 kg tipo 00 hvedemel se evt. mine noter
- 4 tsk salt
- 50 g gær
- 850 gram lunken vand
- ½ dl olie
Til formning
- 100 g durummel
- 100 g tipo 00
Sådan gør du
- Rør gær, vand, salt og olie sammen og rør så melet i – jeg gør det blot i hånden.
- Når dejen er rørt godt sammen, så skal der viskestykke over skålen og lad den hæve i 30 minutter.
- Efter de 30 minutter, så skal du lave den første foldning – se evt. min nemme video.
- Kom koldt vand i en skål og dyp den ene hånd i vandet. Se nu skålen som et ur – klokken 12, 3, 6 og 9. Med hånden tages dejen op klokken 12 og kommes over på klokken 6, så klokken 3 til 9, klokken 6 til 12 og klokken 9 til 3. Dyp hånden i vand efter behov.
- Så dyppes begge hænder i vandet og herefter løfter du langsomt klokken 9 og klokken 3 op, så dejen slipper skålen og kommer dejen forsigtigt ned i skålen igen og gentager ved klokken 12 og klokken 6.
- Så skal der viskestykke over skålen igen og dejen skal hæve i 30 minutter.
- Gentag foldningerne og lad dejen hæve i 30 minutter igen.
- Gentag foldningerne en sidste gang (så tre gange i alt) og lad nu dejen hæve i 30 minutter mere – men du skal ikke folde dejen igen herefter.
- Kom bagepapir på 3 bageplader – har du 2, så kom det sidste stykke bagepapir på bordet og så kan du senere forsigtigt flytte bagepapiret med dejportionerne over på en bageplade.
- Rør durummel og hvedemel sammen og drys lidt ud på bordet og lad dejen stille og roligt komme ud på bordet – lad den selv glide ud af skålen.
- Drys nu toppen med melmikset og sørg for at dejen har lidt mel over det hele. Du kan forsigtigt strække dejen en smule – men pas på alle de lækre luftbobler ikke forsvinder! Du kan kun trække meget lidt i dejen. Med en metal dejskraber eller andet, skæres/trykkes der forsigtigt 12 portioner dej ud. Sørg for der altid er lidt mel på dejen – den må ikke klistre.
- Fordel forsigtigt 4 portioner på hver bageplade. Lad brødene hæve i 30 minutter. Tænd ovnen på 210 varmluft.
- Når brødene er færdige med at hæve, så bag 2 plader i 18-22 minutter, eller indtil brødene er flotte gyldne. Bag så den sidste plade – den skal have lidt kortere tid, fordi der kun er én plade.
- Så er brødene klar!
Tips til opskriften
Opskriften giver 12 store flotte lækre brød og beregn kun 1 brød per person. Du kan også lave 15 mindre sandwichbrød, men så vil bagetiden være lidt kortere.
Jeg bruger tipo 00 hvedemel fra Valsemøllen, men du kan bruge lige den tipo 00 mel, som du bedst kan lide. Bare husk at mel kan opføre sig lidt forskelligt i forhold til at absorbere vand, så måske din dej bliver en smule mere fast eller lidt vådere end min.
I foldningen af dejen der vil dejen blive nemmere og nemmere at folde. Første foldning vil dejen virke mere klisteret og løs, men fordi glutennettet arbejder, så vil dejen blive nemmere og nemmere for hver gang du folder efter en hævning. Det kan være dejen ikke helt slipper i første foldning, når den skal løftes. Videoen viser lidt foldning efter hævning 2 og 3.
Brødene kan fint holde sig et par dage på køkkenbordet i en pose eller lufttæt beholder – de kan også fint holde sig med fyld som sandwiches i køleskabet i et par dage. Brødene er også frysevenlige. Lad dem tø op før de lunes i ovnen og bruges som sandwichbrød.

Følg endelig med på de sociale medier, hvor jeg deler en masse lækkerier. Du kan finde mig på Instagram og Facebook.

De var sjove at lave, smager super godt og helt “rigtigt”, og børnene kan lide dem 👌 Vil helt klart lave dem igen, selvom mine ikke blev lige så pæne som onekitchen’s😅 (øvelse gør mester 😆) Men smagen er super og der er flotte lufthuller i!
Tusind tak for den søde kommentar og stjernerne, Sara. Det betyder simpelthen bare så meget! Kh, Julia
Dejlig opskrift. Smager fantastisk.
Mange tak, Kirsten! <3