Nøddekurve med jordbær og vaniljefløde

Nøddekurve med jordbær og vaniljefløde er en af de desserter, der imponerer langt mere, end den er svær at lave. De sprøde nøddekurve fyldes med en lækker vaniljefløde, friske danske jordbær og lidt hakket mørk chokolade. Kombinationen af de sprøde kurve, fløde og de søde jordbær gør dem til en perfekt sommerdessert til gæster.

Selve nøddekurvene laves af ganske få ingredienser og formes over et glas, mens de stadig er lune. Det ser måske avanceret ud, men det er faktisk overraskende nemt, når først man har prøvet det én gang. Du kan bruge både hasselnødder og mandler alt efter, hvad du bedst kan lide eller har hjemme. Jeg har også før lavet dem med pistacienødder, hvilket også er ret lækkert og giver en fin farve.

Desserten passer perfekt til sommerfest, fødselsdag, studentergilde, konfirmation eller en hyggelig aften på terrassen. Fyldet kan også varieres efter sæson, så du kan bruge andre bær eller frugter, hvis jordbærsæsonen er slut.

Prøv også nøddekurve med is.

Nøddekurve med jordbær og vaniljefløde

Nøddekurve med jordbær og vaniljefløde

Ingen bedømmelser endnu
Print Bedøm Pin
Forb. tid: 24 minutter
Tilb. tid: 36 minutter
Samlet tid: 1 time
Mængde: 12 stk

Video

Ingredienser

  • 125 g hasselnødder eller mandler
  • 75 g blødt smør
  • 75 g glukosesirup
  • 100 g sukker
  • 2 spsk mel

Fyld

  • 400 ml fløde
  • 2-3 tsk vaniljesukker
  • 4-500 g jordbær
  • 50 g mørk chokolade max 60%

Sådan gør du

  • Se gerne min nemme video.
  • Tænd ovnen på 170 grader varmluft og gør en bageplade klar med bagepapir.
  • Blend hasselnødder i en minihakker.
  • Rør hasselnødder, smør, glukose, sukker og mel sammen, indtil en ensartet masse og alt smør er rørt ud.
  • Brug en lille isske eller en almindelig ske til at sætte 4 klatter (på størrelse med en valnød) på en bageplade – pas på ikke at sætte dem for tæt på kanten eller for tæt på hinanden – de flyder meget ud.
  • De skal bages i cirka 10-12 minutter eller, indtil de er gyldne (også midten skal have fået lidt farve).
  • Tag så bagepladen ud og lad portionerne køle i 2 minutter – find nogle glas imens.
  • Så kan de enkeltvis flyttes med en spatel ovenpå et glas én ad gangen og form forsigtigt kanten ned over glasset.
  • Gentag med de 3 andre – de skal nu køle helt på glassene, så de sætter sig og bliver sprøde.
  • Imens gentages processen med resten af mixet.
  • Så er de klar til servering. Jeg piskede fløde med vaniljesukker og kom i sammen med jordbær og hakket mørk chokolade.
  • Velbekomme.

Tips til opskriften

Opskriften giver 12 nøddekurve, som passer perfekt som portionsanrettede desserter. Beregn én nøddekurve per person.

Bag kun fire nøddekurve ad gangen. De flyder meget ud under bagningen.

Når nøddekurvene er færdigbagte, skal de hvile et par minutter på bagepladen. Er de for varme, så holder de ikke sammen, når de løftes og er de blevet helt kolde, kan de ikke længere formes.

Jeg bruger hasselnødder, men mandler eller pistacienødder (ikke de saltede) fungerer også rigtig godt. Hasselnødder giver en lidt dybere nøddesmag, mens mandler giver en lidt mildere smag.

Vaniljefløden kan laves med både vaniljesukker og en vaniljestang. Har du en vaniljestang liggende, giver den en ekstra lækker smag.

Kan nøddekurvene laves i forvejen?

Ja, selve nøddekurvene kan sagtens laves et par uger i forvejen og opbevares i en lufttæt beholder ved stuetemperatur i køkkenskabet.

Jeg anbefaler dog først at fylde dem med vaniljefløde, jordbær og chokolade lige inden servering. På den måde bevarer kurvene deres sprøde konsistens.

Skal du have gæster, kan du derfor lave næsten hele desserten klar dagen før og blot samle den kort inden servering. Fløden er dog bedst, hvis den er pisket indenfor et par timer før servering – ikke dagen før.

Opbevaring

De bagte nøddekurve opbevares bedst i en lufttæt beholder ved stuetemperatur.

Den færdigsamlede dessert bør spises samme dag, da fløden og jordbærrene med tiden gør nøddekurvene bløde og seje.

Har du vaniljefløde tilovers, kan den opbevares på køl i 1-2 dage og bruges til andre desserter.

Serveringsforslag

Nøddekurve med jordbær og vaniljefløde er en oplagt dessert til sommerens mange fester. De er flotte at servere som portionsanrettede desserter – både børn og voksne er vilde med dem.

Du kan også variere fyldet efter sæson. Prøv eksempelvis med hindbær, blåbær eller friske ferskner om sommeren eller pærer og let karamelsauce i efteråret. Nøddekurvene kan derfor bruges året rundt med små ændringer. Prøv også ananas og vaniljeis, som en københavnerstang-isdessert. Du kan evt. lave dem som byg selv kurve og så kan man selv fylde sin skål.

Nøddekurve med jordbær og vaniljefløde

Følg endelig med på de sociale medier, hvor jeg deler en masse lækkerier. Du kan finde mig på Instagram og Facebook.

0 kommentarer

Tilføj en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering