Ovnbagte kartofler og kylling i indisk sauce

Ovnbagte kartofler og kylling i indisk sauce er en skøn og anderledes måde at servere en cremet kyllingeret på. I stedet for de klassiske ris serveres saucen med små ovnbagte kartofler, som bliver gyldne udenpå og passer virkelig godt sammen med den krydrede og cremede sauce.

Saucen er indisk inspireret og lavet med blandt andet garam masala, spidskommen, gurkemeje, ingefær og hvidløg. Passata og tomatpuré giver masser af tomatsmag, mens fløde og græsk yoghurt gør saucen dejlig cremet. Det er ikke en traditionel indisk ret, men min egen version inspireret af de krydderier og smage, jeg elsker fra det indiske køkken.

Kartoflerne passer sig selv i ovnen, mens kyllingen og saucen laves på panden. Når det hele er færdigt, kommer jeg de sprøde og gyldne kartofler oven på saucen. På den måde beholder de deres gode overflade fremfor at ligge og koge med i saucen.

Servér gerne retten direkte i den store pande med lidt yoghurt og persille på toppen. Det er en god hverdagsret, men den ser samtidig så indbydende ud, at den også sagtens kan serveres, når der kommer gæster.

Prøv også Indisk i fad

Ovnbagte kartofler og kylling i indisk sauce

Ovnbagte kartofler og kylling i indisk sauce

Ingen bedømmelser endnu
Print Bedøm Pin
Forb. tid: 20 minutter
Tilb. tid: 40 minutter
Samlet tid: 1 time
Mængde: 5 personer

Video

Ingredienser

  • 1300 g små kartofler
  • olie
  • salt
  • peber
  • 2 løg
  • 3 cm ingefær
  • 3 fed hvidløg
  • 600 g kyllingebryst
  • 140 g koncentreret tomatpuré også kaldet tomatpasta
  • 3½ tsk garam masala
  • 2 tsk paprika
  • 2.5 tsk spidskommen
  • 1 tsk gurkemeje
  • ½ tsk cayennepeber kan undlades
  • 500 g passata
  • 250 ml fløde
  • 3 dl græsk yoghurt 10% + lidt ekstra ved servering
  • 30 g smør
  • persille valgfrit – til servering

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 190 varmluft og kom bagepapir på en bageplade.
  • Rens kartoflerne og skær dem i halve og fordel på bagepladen sammen med lidt olie, salt og peber. Bag dem i 30-40 minutter, eller indtil de er flotte gyldne.
  • Hak løg og riv eller hak hvidløg og ingefær fint. Skær kylling i tern.
  • På en stor pande tilføjes 2 spsk olie og smør og løg, hvidløg og ingefær steges i et par minutter.
  • Steg så kylling med. Når kylling har stegt lidt – ikke færdigt, så steges tomatpuré og garam marsala, paprika, spidskommen, gurkemeje og cayennepeber med.
  • Tilføj så passata, fløde og græsk yoghurt.
  • Lad mikset småboble i nogle minutter og smag så godt til med salt og evt. ekstra krydderier, hvis du synes retten mangler.
  • Top med de ovnbagte kartofler og så er retten klar til servering. Skal den piftes lidt op på udseendet, så kan du røres 1-2 spsk yoghurt op med vand og kommer ovenpå og lidt hakket persille. Velbekomme.

Tips til opskriften

Opskriften passer til cirka 5 personer. Der er både 600 gram kylling og 1,3 kg kartofler i retten, så den mætter godt i sig selv. Du kan eventuelt servere en frisk salat eller lidt naan ved siden af.

Jeg bruger små kartofler, som blot skal renses og halveres. Prøv gerne at vælge kartofler i nogenlunde samme størrelse, så de bliver færdige samtidig. Er nogle væsentligt større end resten, så skær dem i mindre stykker.

Giv kartoflerne god tid i ovnen, så de når at blive flot gyldne. De skal først ovenpå saucen ved servering.

Jeg bruger kyllingebryst, som skæres i tern. Kyllingen skal ikke steges helt færdig, inden tomatpuré og krydderier kommer på panden. Den får lov til at tilberede videre, når saucen småsimrer.

Lad gerne tomatpuré og de tørrede krydderier stege kort med, inden de våde ingredienser tilsættes. Hold dog godt øje med panden, så krydderierne ikke brænder på.

Garam masala kan variere lidt fra mærke til mærke. Smag derfor altid saucen til til sidst med salt og eventuelt lidt ekstra krydderi. Cayennepeberen kan helt undlades, hvis du ikke ønsker ekstra varme i retten.

Hvorfor servere kartofler til den indisk inspirerede sauce?

Ris ville være det oplagte valg til mange indisk inspirerede saucer, men de ovnbagte kartofler giver retten en helt anden oplevelse. Det er desuden noget jeg elsker at gøre. Jeg har flere retter på bloggen med ovnbagte kartofler, sauce og kylling på bloggen.

Kartoflerne får en gylden overflade i ovnen og fungerer næsten som små sprøde bidder oven på den cremede sauce. Jeg kommer dem først på til sidst, så de ikke når at suge for meget sauce og blive bløde.

Du kan selvfølgelig stadig servere retten med ris, hvis du foretrækker det, men så ville jeg skære ned på mængden af kartofler eller helt undlade dem.

Er retten en klassisk indisk ret?

Nej. Det er vigtigt at understrege, at dette ikke er en traditionel indisk ret. Det er min egen opskrift, som er inspireret af smage og krydderier fra det indiske køkken.

Jeg bruger blandt andet garam masala, spidskommen, gurkemeje, ingefær og hvidløg sammen med en cremet tomatsauce med yoghurt og fløde. De ovnbagte kartofler på toppen er også mit eget twist på retten.

Kan retten laves dagen før?

Ja, kyllingen og saucen kan sagtens laves dagen før og opbevares på køl. Varm den langsomt op på panden eller i en gryde inden servering.

Kartoflerne er allerbedst friskbagte. Har du mulighed for det, ville jeg derfor lave saucen på forhånd og først bage kartoflerne på dagen – eller du kan varme de færdige kartofler i ovnen og også lave dem dagen før, hvis du er i tidsnød.

Har du allerede tilberedte kartofler tilovers, så lun dem gerne separat i ovnen eller airfryeren og kom dem først oven på den varme sauce ved servering.

Opbevaring

Retten kan opbevares i en lufttæt beholder i køleskabet i 3-4 dage.

Retten kan også fryses uden kartoflerne. Sauce med yoghurt og fløde kan ændre konsistens en smule efter optøning, så varm den forsigtigt op og rør godt undervejs.

Hvad kan serveres til retten?

Retten kan sagtens stå alene med de ovnbagte kartofler, men lidt frisk grønt ved siden af er rigtig lækkert. Prøv eksempelvis en grøn salat, agurkesalat eller en frisk tomatsalat.

Jeg topper gerne retten med lidt ekstra græsk yoghurt, som røres med en smule vand, så den bliver nem at fordele. Persille giver lidt farve på toppen, men kan sagtens undlades.

Du kan også servere naan eller andet fladbrød til, hvis der skal være ekstra til at få den gode sauce med.

Variationer

Kyllingebryst kan erstattes med udbenede kyllingeoverlår. De giver lidt mørkere og mere saftigt kød og kan sagtens bruges i den samme sauce.

Vil du have grøntsager med direkte i retten, kan du eksempelvis stege peberfrugt sammen med løgene eller komme lidt frisk spinat i saucen til sidst.

Ønsker du mere varme, kan du øge mængden af cayennepeber eller tilsætte frisk chili. Vil du derimod have en mildere udgave, kan cayennepeberen helt undlades.

Ovnbagte kartofler og kylling i indisk sauce

Følg endelig med på de sociale medier, hvor jeg deler en masse lækkerier. Du kan finde mig på Instagram og Facebook.

0 kommentarer

Tilføj en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering