Pulled kylling i karry

Pulled kylling i karry er min version af den klassiske kylling i karry og boller i karry, hvor jeg bruger en hel kylling, som først koges mør i bouillon. Kødet trækkes derefter fra hinanden og vendes i en cremet karrysauce med æble, løg og fløde. Det giver masser af saftig kylling, en god bouillon til saucen og en så skøn smag.

En af fordelene ved at bruge en hel kylling er den gode fond, der samtidig kommer ud af det. Noget af fonden bruges direkte i karrysaucen, så smagen fra kyllingen kommer med videre i retten. Resten skal endelig ikke smides ud – den kan fryses og bruges en anden dag til f.eks. suppe eller sauce.

Jeg kommer både æble og løg i min pulled kylling i karry. Æblet giver lidt sødme til den krydrede sauce, og du kan selv vælge, om du vil bruge ét eller to alt efter, hvor meget æble du ønsker i retten. Karrysaucen laves som en opbagt sauce med smør og mel og rundes af med fløde. Servér retten med ris og gerne lidt grønt ved siden af. Det er klassisk hyggemad og en god ret, når der skal laves aftensmad til hele familien.

Prøv også mit karryfad med kylling og porre eller boller i karry med kyllingekødboller.

Pulled kylling i karry

Pulled kylling i karry

Ingen bedømmelser endnu
Print Bedøm Pin
Forb. tid: 20 minutter
Tilb. tid: 1 time 30 minutter
Samlet tid: 1 time 50 minutter
Mængde: 6 personer

Ingredienser

  • 3 liter vand
  • 6 grøntsagsbouillonterninger
  • 1 hel kylling gerne omkring de 1350 g
  • 1-2 æbler
  • 2 løg
  • 40 g smør
  • 7 spsk mel
  • 3 spsk karry
  • 1 tsk gurkemeje
  • 4 dl fløde
  • salt

Sådan gør du

  • Kom vand i en gryde sammen med bouillonterninger og få det op og koge. Kom kyllingen i og låg på og lad kyllingen simre i 1 time. Sluk for varmen og lad kyllingen ligge i vandet i 15 minutter.
  • Tag så kyllingen op ad gryden og lad den køle lidt før kødet rykkes af og bruges til retten.
  • Imens kyllingen køler, så hakkes løg og æble(r) skrælles og skæres i små tern.
  • Si fonden – der skal bruges 800 ml. Gem evt. resten af fonden til suppe – den kan fryses.
  • I gryden, som har været brugt til kylling, smeltes smør og løg og æbler steges.
  • Steg så mel, karry og gurkemeje med i 1 minuts tid før fløde tilføjes ad et par omgange, imens der røres godt.
  • Kom så fonden i lidt ad gangen og sørg for, at saucen kommer godt op og boble, imens der røres rundt. Du vurderer selv, hvornår saucen er tyk nok – det kan være du kun vil bruge 700 ml eller alle 800 ml.
  • Smag nu saucen godt til med salt og evt. ekstra karry.
  • Vend kyllingen i og varm det hele godt igennem. Servér med ris. Velbekomme.

Tips til opskriften

Opskriften er til cirka 6 personer og serveres med ris og salat til. Hvor meget kød du får, afhænger selvfølgelig lidt af størrelsen på den hele kylling, men der er godt med cremet karrysauce til retten.

Lad kyllingen simre fremfor at bulderkoge – kom gerne låg på gryden, så varmen kan skrues ned. Efter en time slukker jeg for varmen og lader kyllingen blive liggende i den varme fond i yderligere 15 minutter. Herefter tages den op og får lov til at køle lidt, inden kødet trækkes af.

Jeg bruger 800 ml af fonden til saucen, men tilsæt den lidt ad gangen. Du behøver ikke nødvendigvis det hele. Stop, når karrysaucen har den konsistens, du ønsker. Husk, at kyllingen også skal vendes i til sidst.

Karry varierer både i smag og styrke. Jeg bruger 3 spsk i saucen og smager til sidst til med mere, hvis jeg synes, den mangler (jeg bruger den almindelige karry fra Santa Maria). Gurkemejen giver ekstra farve og passer godt sammen med karryen.

Jeg bruger 1-2 æbler. Med ét æble er smagen mere diskret, mens to giver mere sødme og flere stykker æble i den færdige ret.

Hvorfor bruge en hel kylling?

Jeg kan rigtig godt lide at bruge en hel kylling til denne opskrift, fordi du får både kødet og en god fond ud af den samme tilberedning. Du kan også koge f.eks. flere kyllingelår, men pas på, hvis du vælger at bruge kyllingebryst. Bryst er lyst kød og når det heller ikke har skindet, så får du en mildere fond og kødet må ikke koge ret længe.

Kan pulled kylling i karry laves dagen før?

Ja, retten er rigtig god at lave dagen før. Lav hele retten færdig og opbevar den på køl.

Karrysaucen vil typisk blive tykkere, når den bliver kold. Når retten varmes op igen, kan du derfor tilsætte lidt af den gemte fond, vand eller en smule fløde, hvis saucen er blevet for tyk.

Opbevaring

Pulled kylling i karry kan opbevares i en lufttæt beholder i køleskabet i 3-4 dage.

Retten kan også fryses. Retten varmes i en gryde og fortynd evt. med lidt væske, hvis saucen har brug for det. Varm retten godt op og rør undervejs.

Den overskydende fond kan også fryses. Så den er nem at tage op til andre retter.

Hvad kan serveres til kylling i karry?

Ris er min klare favorit til pulled kylling i karry. Der er masser af sauce, og risene suger den rigtig godt til sig. Derudover så anbefaler jeg en god salat – f.eks. en spidskålssalat eller en god grøn salat.

Variationer

Du kan tilsætte flere grøntsager til retten. Peberfrugt, porre eller små buketter broccoli vil passe godt sammen med karrysaucen.

Vil du have mere sødme, kan du bruge to æbler eller servere mango chutney ved siden af. Ønsker du lidt mere varme, kan du tilsætte cayennepeber eller chili.

Pulled kylling i karry

Følg endelig med på de sociale medier, hvor jeg deler en masse lækkerier. Du kan finde mig på Instagram og Facebook.

0 kommentarer

Tilføj en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering