Svenske kødboller er et stort hit! Særligt med mos og lidt surt til. Retten er fantastisk både til familie og gæster.
Brug de svenske kødboller til f.eks. gæsterne i weekenden sammen med en god salat – gerne en med lidt syre i enten i form af vinaigrette, syrlige æbler og granatæble – hvis du ikke serverer f.eks. rysteribs til. Hjemmelavet agurkesalat passer også fantastisk godt til retten.
I Sverige bruges der ofte soya i brun sovs i stedet for salt. Det skaber en anden dybde og smag. Så er det også vigtigt med allehånde og et miks af oksekød og svinekød for at få den helt rette smag og konsistens på kødbollerne. Jeg serverede rysteribs til, da jeg gerne ville bruge bær, som vi selv har i haven (og jeg havde en rest i fryseren fra sidste års høst).
Prøv også kødboller i champignonsauce

Video
Ingredienser
Farsen
- 1 løg
- 400 g hakket svinekød
- 400 g hakket oksekød
- 2 tsk salt
- 2 æg
- ½ dl sødmælk
- 3 spsk havregryn
- 1 tsk allehånde
- peber
- olie til stegning
Sovsen
- 1½ oksebouillonterning eller grøntsag
- 3 dl vand
- 5 dl fløde
- 1-2 spsk ribsgelé
- 1 spsk soya
- 1½-2½ spsk maizena
- kulør valgfrit
- peber
Mos
- 2 kg bagekartofler
- 75 g smør
- 2-2½ dl fløde eller sødmælk
- salt
Tilbehør
- rysteribs bare klik på teksten for opskrifter og ellers et glas tyttebær eller agurkesalat til.
Sådan gør du
- Først klares kartoflerne.
- Skræl bagekartofler og skær dem ud i store grove stykker. Kog dem i usaltet vand.
- Hæld al vandet fra, når kartoflerne er møre. Mos så kartoflerne med smør og fløde (eller sødmælk). Smag mosen godt til med salt.
- Imens kartoflerne koger, så laves kødbollerne og sovsen.
- Hak løg fint til farsen.
- Rør svinekød og oksekød sejt med salt og kom så alle de resterende ingredienser i sammen med løgene – bortset fra olie.
- Sæt en stor sautérpande over (eller gryde) med olie og form nu små kødboller og steg dem. Jeg stegte af to omgange. Se gerne mine tips længere nede.
- Når kødbollerne er færdige og fjernet, så er det tid til sovsen.
- Kom vandet i panden sammen med bouillonterninger og knus dem lidt. Kom fløden ved og lad mikset komme op og småsimre.
- Tilføj soya og ribsgele. Smag sovsen til med peber – og evt. salt. Jeg kom ikke salt i, da soyaen gav nok.
- Rør maizena med lidt vand og tilføj mikset lidt ad gangen i sovsen, indtil den har ønsket konsistens – du behøver ikke bruge det hele. Det er vigtigt, at sovsen småsimrer imens.
- Kom kødbollerne i og lad dem småsimre med i 1-2 minutter og tilføj lidt kulør. Så er retten klar sammen med mosen. Velbekomme.
Tips til opskriften
Opskriften er til 6 personer, men den er nem at gange op – det er fantastisk med sådan en omgang kødboller og sovs i fryseren til en anden dag.
Hvis din sautérpande eller gryde ikke er non-stick – det er min ikke – så kan du lige løsne lidt ad resterne fra kødbollerne et par gange med en smule vand, så mikset ikke brænder på – hvis det bliver nødvendigt.
Mosen kan fint holde 3-4 dage i køleskabet og det sammen kan kødbollerne og sovsen. Kødbollerne og sovsen er også frysevenlig.

Følg endelig med på de sociale medier, hvor jeg deler en masse lækkerier. Du kan finde mig på Instagram og Facebook.




0 kommentarer