Tarteletstang er en virkelig lækker måde at servere klassisk tarteletfyld på. I stedet for tarteletskaller pakkes det cremede fyld med kylling og asparges ind i butterdej, som bliver gylden og sprød i ovnen.
Jeg elsker almindelige tarteletter, men indimellem er det hyggeligt at servere smagen på en lidt anden måde. Tarteletstangen er også genial, hvis du har en rest tarteletfyld fra dagen før og gerne vil bruge den til en ny ret.
Jeg laver fyldet fra bunden med kylling, asparges, bouillon og lidt fløde. Det vigtigste er, at saucen bliver godt tyk og får lov at køle helt ned, inden den kommer på butterdejen. Varmt eller meget flydende fyld gør butterdejen sværere at arbejde med og øger risikoen for, at fyldet løber ud.
På toppen pensler jeg med æg og drysser med sesam, som giver både smag og lidt ekstra sprødhed. Servér tarteletstangen varm med en frisk salat, og så har du en rigtig lækker aftensmad.
Prøv også tarteletter med kødboller.

Video
Ingredienser
- 1½ plade fersk butterdej de ruller der købes på køl med de andre deje
- 50 g smør
- 6 spsk mel
- 500 ml bouillon kyllingen skal koges i bouillon – jeg brugte 3 grøntsagsbouillonterninger og 1½ liter vand
- 50 ml fløde
- 1 dåse asparges 430 gram inklusive aspargesvandet
- 450 g kyllingebryst
- Salt
- Peber
- 1 æg
- Sesam
Sådan gør du
- Lad vand og bouillonterninger komme op og koge og kog kyllingebrysterne i 15 minutter.
- Herefter skæres eller rykkes kødet fra hinanden og 500 ml af bouillonen gemmes til saucen.
- Åben aspargesdåsen og hæld aspargesvandet i et glas.
- Smelt smør i en gryde og tilføj melet – lad melet stege i et minut under omrøring uden at tage farve. Det fjerner smagen af mel.
- Rør aspargesvandet i og rør godt, så der ikke kommer klumper.
- Tilføj herefter bouillon lidt ad gangen under omrøring.
- Når alt bouillonen er i, så tilføjes fløden og saucen skal op og simre, så den tykner.
- Når den er tyknet, så røres asparges og kylling i og hele herligheden smages til med godt med salt og peber – den kan trække en del.
- Kom saucen i et stort fad eller bøtte og kom den på køl indtil helt afkølet- jo større bøtte eller fad jo hurtigere afkøling – er fyldet varmt vil det smelte butterdejen. Du kan også bruge flere bøtter.
- Tænd ovnen på 220 grader varmluft.
- Gør to bageplader klar med bagepapir.
- Kom den hele plade butterdej på én plade og den halve på den anden.
- Se evt. video længere nede i indlægget.
- Fordel 2/3 af fyldet langs midten på den store plade butterdej og og luk butterdejen sider indover så de mødes på midten og trykkes godt sammen.
- Luk også begge ender godt – det er vigtigt at der lukkes godt, så fyldet ikke ryger ud på ovnen.
- Gentag det med den halve butterdejsplade og resten af fyldet.
- Pensel dem begge med æg og drys med sesam.
- Så skal de bage i ovnen i cirka 20 minutter eller, indtil de er gode gyldne – det er vigtigt de får god farve for at sikre at butterdejen er færdigbagt.
- Lad dem gerne køle et kvarter før servering, så fyldet kan sætte sig en smule.
- Velbekomme.
Noter
Tips til opskriften
Opskriften giver tarteletstang til cirka 6 personer. Jeg bruger 1½ rulle fersk butterdej og laver derfor en stor og en mindre stang, som passer godt som hovedret med en salat ved siden af.
Fyldet skal være ret tykt. Det skal kunne ligge på butterdejen uden at flyde ud til siderne, ellers bliver stængerne sværere at lukke.
Lad fyldet køle helt ned, inden du samler stængerne. Er fyldet varmt, begynder smørret i butterdejen at smelte, inden den kommer i ovnen. Luk både samlingen og enderne rigtig godt. Jeg trykker dejen godt sammen, så fyldet bliver inde under bagningen.
Bag stængerne, indtil butterdejen er godt gylden. Farven er vigtigere end at tage dem ud på sekundet efter 20 minutter, da butterdej skal have tid nok til at blive ordentligt bagt og sprød.
Lad dem gerne stå cirka 15 minutter efter ovnen. Så når fyldet at sætte sig lidt, og stængerne bliver nemmere at skære.
Cremet tarteletfyld med kylling og asparges
Fyldet er bygget op som et klassisk tarteletfyld med kylling og asparges.
Jeg koger først kyllingebrysterne i bouillon og gemmer noget af kogevandet til saucen. På den måde får saucen ekstra smag fra kyllingen.
Aspargesvandet fra dåsen kommer også i, inden bouillonen tilsættes lidt ad gangen. Til sidst kommer en smule fløde i, og saucen får lov at simre, til den er godt tyk. Når kylling og asparges er vendt i, skal fyldet smages godt til med salt og peber. Det kan tage mere krydring, end man måske regner med.
Hvorfor skal fyldet være koldt?
Butterdej fungerer bedst, når den holdes kold frem til bagning.
Hvis du lægger varmt tarteletfyld på dejen, begynder fedtet i butterdejen at smelte, og dejen bliver både blødere og mere besværlig at lukke. Derfor kommer jeg fyldet i et stort fad eller flere mindre beholdere efter tilberedning. Jo større overflade fyldet har, desto hurtigere køler det ned.
Sådan lukker jeg butterdejsstangen
Jeg fordeler fyldet langs midten af butterdejen og folder de to langsider ind over, så de mødes på midten. Samlingen trykkes godt sammen, og jeg lukker også enderne grundigt.
Det kan være fristende at komme ekstra meget fyld i, men lidt luft omkring fyldet gør det langt nemmere at lukke stangen ordentligt. Læg samlingen, så den holder godt under bagningen, og flyt stangen forsigtigt over på bagepladen.
Hvad kan man servere til tarteletstang?
Jeg synes især, at tarteletstangen fungerer godt som hovedret sammen med en frisk salat. Den sprøde og lette salat giver et godt modspil til det cremede fyld og butterdejen.
Den kan også serveres i mindre skiver som forret. Her ville jeg anrette et lille stykke sammen med lidt grønt, så serveringen ikke bliver for tung.
Til frokost eller buffet kan stangen skæres i mindre stykker og serveres lun.
Kan tarteletstang fryses?
Ja, de færdigbagte tarteletstænger kan fryses. Lad dem køle helt af, pak dem godt ind og kom dem i fryseren.
Når de skal bruges, lader jeg dem tø op først og luner dem derefter i ovnen, indtil fyldet er varmt og butterdejen igen er sprød.
Opbevaring
Rester kan opbevares på køl i en lukket beholder. Ved genopvarmning ville jeg bruge ovn eller airfryer, så butterdejen får mulighed for at blive sprød igen.

Følg endelig med på de sociale medier, hvor jeg deler en masse lækkerier. Du kan finde mig på Instagram og Facebook.





Sådan en skal prøves!
Håber den hitter 😀
Er fyldet tykt nok til, at stangen kan gemmes og fryses bagefter? Det ligner umiddelbart, at det render ud, når du skærer den op? 🙂
Fyldet er mere flydende når det er varmt 😀 Så køl stangen af i køleskabet og frys herefter.