Indisk butterdejstærte

Indisk butterdejstærte er min egen indisk inspirerede tærte med hakket kylling, garam masala, ingefær, hvidløg og en cremet sauce pakket ind i sprød butterdej. Det er altså ikke en traditionel indisk ret, men en Julia-version, hvor jeg har taget nogle af de smage, jeg elsker fra det indiske køkken, og brugt dem i en butterdejstærte.

Fyldet laves med hakket kylling, løg, hvidløg og frisk ingefær og krydres med garam masala, stødt koriander, gurkemeje og spidskommen. Passata og tomatpuré giver tomatsmag, mens fløde og yoghurt gør fyldet dejligt cremet. Kombinationen med den sprøde butterdej fungerer virkelig godt, og sesam- og nigellafrø på toppen giver både smag og et flot look.

Det er vigtigt, at fyldet får lov til at køle godt ned, inden tærten samles. Kommes det varme fyld direkte på butterdejen, begynder fedtstoffet i dejen at smelte, og så får du ikke det samme sprøde resultat. Derfor kan en stor del af opskriften også fint forberedes i god tid.

Jeg serverer gerne butterdejstærten med en frisk salat og en kold dressing. En hjemmelavet raita passer særligt godt til de indisk inspirerede krydderier. Tærten er skøn som aftensmad, men den kan også skæres i mindre stykker og serveres på et buffetbord.

Prøv også mit indisk inspirerede kyllingefad eller min kylling korma, hvis du er på udkig efter flere opskrifter med indisk inspirerede smage.

Indisk butterdejstærte

Indisk butterdejstærte

Ingen bedømmelser endnu
Print Bedøm Pin
Forb. tid: 25 minutter
Tilb. tid: 40 minutter
Køletid: 1 time 30 minutter
Samlet tid: 2 timer 35 minutter
Mængde: 6 personer

Video

Ingredienser

  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 2-3 cm ingefær 25 g
  • 30 g smør
  • 1-2 spsk rapsolie
  • 400 g hakket kylling
  • 2½-3½ tsk garam masala hvis du ønsker en mere mild tærte, så kun 2½ tsk. Jeg bruger 3½ tsk.
  • 1 tsk stødt koriander
  • 1 tsk gurkemeje
  • tsk spidskommen
  • 4,5 spsk hvedemel
  • 140 g koncentreret tomatpuré også kaldet tomatpasta
  • 200 g passata
  • 250 ml fløde
  • 250 ml yoghurt naturel
  • salt
  • 2 butterdej
  • 1 æg
  • sesamfrø
  • nigellafrø du kan også nøjes kun med sesamfrø

Sådan gør du

  • Hak løg og riv eller finhak hvidløg og ingefær.
  • På en pande tilføjes smør og olie. Løg, hvidløg og ingefær steges kort før kylling steges med.
  • Når kylling er ved at være færdig, så steges tomatpuré, krydderier og mel med.
  • Tilføj så passata, fløde og yoghurt og lad det hele komme op og småsimre. Smag godt til med salt.
  • Kom mikset i en stor beholder og stil på køl i 1-2 timer – det behøver ikke blive køleskabskoldt, men det skal være koldt nok til, at butterdejen ikke smelter. Har du en hel fri hylde i fryseren, så kan du også nøjes med 30-60 minutter.
  • Når mikset er afkølet, så tændes ovnen på 180 varmluft og kom bagepapir på en bageplade.
  • Kom en plade butterdej ud på bagepladen og fordel mikset ud på dejen – men lad 1-2 cm være fri for fyld hele vejen rundt. Kom den anden plade butterdej ovenpå – men stræk den forsigtigt lidt længere og bredere.
  • Luk kanten hele vejen rundt enten med fingrene eller med en gaffel. Lav nogle snit i toppen af tærten med en lille kniv og pensl så med æg og drys med sesam og nigellafrø.
  • Bag tærten i 40 minutter, eller indtil den er flot gylden. Den kan serveres med det samme, men jeg anbefaler lige at lade den trække i 15-20 minutter. Velbekomme.

Tips til opskriften

Opskriften giver en stor butterdejstærte til cirka 6 personer. Jeg anbefaler at servere en god salat til og eventuelt raita eller en anden frisk dressing. Skal tærten være en del af en buffet med flere retter, kan den selvfølgelig række til flere.

Jeg bruger 3½ tsk garam masala, fordi jeg gerne vil have godt med krydderismag i fyldet. Ønsker du smagen lidt mildere, så start med 2½ tsk. Garam masala kan variere fra mærke til mærke, så smag altid fyldet godt til.

Fyldet skal være afkølet, inden det kommer på butterdejen. Det behøver ikke være helt køleskabskoldt, men det må ikke være varmt. Jeg giver det cirka 1-2 timer i køleskabet. Har du plads i fryseren, kan processen gøres hurtigere og tage cirka 30-60 minutter. Hold dog øje med fyldet – det skal køles ned og ikke fryses.

Melet i fyldet er vigtigt. Det hjælper med at gøre den cremede sauce tyk nok til, at fyldet bliver inde i tærten og ikke gør butterdejen våd.

Når den øverste butterdejsplade skal på, så stræk den forsigtigt en smule i både længden og bredden. Den skal kunne nå hen over fyldet og være nem at lukke.

Lav små snit i toppen inden bagning. Så kan dampen slippe ud undervejs. Pensl med æg og top med sesam- og nigellafrø. Har du ikke nigellafrø, kan du sagtens nøjes med sesam.

Er indisk butterdejstærte en indisk ret?

Nej. Denne butterdejstærte er min egen kreation og ikke en traditionel ret fra det indiske køkken.

Jeg har taget inspiration fra indiske smage og krydderier som garam masala, spidskommen, koriander, gurkemeje, ingefær og hvidløg og kombineret dem med en butterdejstærte. Derfor kalder jeg den indisk butterdejstærte, men mere præcist er det en indisk inspireret butterdejstærte.

Kan butterdejstærten laves i forvejen?

Ja. Fyldet er oplagt at lave dagen før og opbevare i køleskabet. Så er det allerede helt koldt, når tærten skal samles. Fyldet kan også fryses.

Den færdige tærte kan også fint holde 3-4 dage i køleskabet eller fryses ned. Når jeg luner tærten igen, så skærer jeg den gerne ud i portioner og så bager jeg den på 210 varmluft i ovnen, indtil butterdejen er sprød. Du kan også bruge en airfryer på 200 grader.

Opbevaring

Rester af butterdejstærten kan opbevares i en lufttæt beholder i køleskabet i 3-4 dage.

Tærten kan spises kold, men jeg foretrækker den lun. Varm den gerne i ovnen eller airfryeren, så butterdejen bliver sprød igen. Mikroovnen skal helst ikke bruges, da butterdejen bliver blød.

Tærten kan som sagt også fryses. Lad den dog tø op før den lunes i ovnen, som beskrevet længere oppe.

Hvad kan serveres til indisk butterdejstærte?

Jeg synes især, at en hjemmelavet raita passer rigtig godt til tærten. Den friske og kølige dressing giver et godt modspil til det krydrede og cremede kyllingefyld.

Servér også gerne en frisk salat til. Det kan være en simpel grøn salat, en tomatsalat eller en skøn kålsalat.

Tærten kan også bruges på et buffetbord. Her kan den skæres i mindre stykker og serveres sammen med andre små retter og salater.

Variationer

Du kan justere styrken på krydderierne efter smag. Start med 2½ tsk garam masala for en mildere udgave eller brug de 3½ tsk, som jeg selv foretrækker. Vil du have lidt varme, kan du tilsætte cayennepeber eller frisk chili.

Hakket kylling kan også erstattes med hakket kalkun eller hakket svinekød. Jeg ville derimod være lidt mere forsigtig med at ændre mængderne af fløde, yoghurt og passata, fordi fyldets konsistens er vigtig, når det skal pakkes ind i butterdej.

Du kan også tilsætte lidt frisk koriander til det færdige fyld, hvis du er glad for koriander. Serverer du tærten med raita, kan frisk koriander også bruges som topping lige inden servering.

Indisk butterdejstærte
Indisk butterdejstærte

Følg endelig med på de sociale medier, hvor jeg deler en masse lækkerier. Du kan finde mig på Instagram og Facebook.

0 kommentarer

Tilføj en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering