Croque madame er altid en sikker vinder hjemme hos os! De hitter hos alle og de smager himmelsk.
Hjemmelavet croque madame kan pifte enhver frokost op! Brug dem til weekenden, når der skal hygges lidt ekstra eller der kommer gæster over. Servér en god salat til og evt. lidt sprøde fritter eller ovnbagte kartofler, hvis det skal mætte endnu mere – og måske lidt hjemmelavet aioli til.
Jeg topper altid med peber og flagesalt – det går så godt sammen med ægget på toppen og den flydende æggeblomme. Så bruger jeg surdejsbrød, da det giver noget ekstra. Men hvis du ikke er til den smag, som surdej giver, så kan du også bruge andet brød. Jeg bruger også timian – frisk timian. Det går så godt sammen med osten.
Prøv også croque monsieur.

Video
Ingredienser
- 1/3 portion mornay sauce
- 200 aged havarti eller modnet cheddar eller gryuére
- 300 g frokostskinke eller anden skinke i skiver
- 1 surdejsbrød
- frisk timian
- smør
- 5 spejleæg
- peber
- flagesalt
- olie
Sådan gør du
- Se evt. min nemme video.
- Start med at lave mornay saucen. Opskriften finder du ved at klikke på ordet mornay sauce i ingredienslisten. Den tager ingen tid at bikse sammen.
- Riv osten til mornay sauce opskriften og riv osten i denne opskrift.
- Skær 10 skiver brød og smør 5 af brødskiverne med et par spsk mornay sauce, fordel skinken og fordel halvdelen af osten på. Top så dem med en brødskive.
- På en pande med lidt smør steges 2 sandwiches ad gangen ved middel varme, indtil de er flotte gyldne. Har du en tung bøfpresser, så læg den gerne ovenpå. Har du ikke, så giv dem blot nogle tryk med en spatel undervejs, så de bliver lidt fladere.
- Tænd ovnen på 180 varmluft og kom bagepapir på en bageplade.
- Når de første er gyldne og fine, så steges de næste. Kom alle 5 sandwiches på bagepladen og smør toppene med et par spsk mornay sauce, fordel det sidste ost og nogle timianblade på.
- Bag dem i ovnen i 10-12 minutter, eller indtil osten på toppen er fin gylden hist og her.
- Imens de bager, så steges æggene med lidt olie, evt. på 2 pander, til lækre spejlæg.
- Når brødene er færdige i ovnen, så servér dem med spejlæg ovenpå og drys med peber og flagesalt. Velbekomme.
Tips til opskriften
Opskriften giver 5 lækre sandwiches og beregn 1 per mand.
Jeg bruger aged havarti, men skal det være helt rigtigt, så skal du bruge gryuére. Du kan også bruge andre oste med smag – f.eks. modnet cheddar.
Croque madame er frysevenlige (dog uden spejlæg – så hedder de faktisk croque monsieur) og de kan også fint holde 3-4 dage i køleskabet – men steg gerne nye spejlæg. Så hvis du ikke regner med at spise alle sandwiches med det samme, så steg kun de æg, som skal bruges. Når de skal spises, så lun dem i ovnen eller airfryer og steg spejlæg til.

Følg endelig med på de sociale medier, hvor jeg deler en masse lækkerier. Du kan finde mig på Instagram og Facebook.




0 kommentarer