Tom Kha Gai

Tom Kha Gai er en af mine absolutte yndlingssupper fra det thailandske køkken. Den er cremet, fyldt med smag og rigtig nem at lave. Suppen kombinerer kokosmælk, citrongræs, galanga og kylling, som tilsammen giver den karakteristiske smag, som mange kender fra deres yndlings thai-restaurant.

Denne opskrift kommer fra min thailandske svigermor, som har lavet Tom Kha Gai utallige gange gennem årene. Jeg har kigget over hendes skulder og her er min fortolkning af hendes ret. Det er den version, vi selv laver derhjemme. Frisk galanga og citrongræs er helt uundværlige ingredienser, hvis suppen skal smage som den gør i Thailand. Mange danske opskrifter springer den ene eller begge ingredienser over, men det ændrer smagen markant. Derfor anbefaler jeg altid en tur forbi et asiatisk supermarked, hvis du ikke kan finde dem i dit lokale supermarked. Galanga og citrongræs kan begge fryses, galanga fryses i skiver, så er begge dele altid klar, når du skal bruge det.

Tom Kha Gai er perfekt som både aftensmad og forret. Server den med jasminris ved siden af, hvis den skal mætte lidt ekstra, eller nyd den sammen med hjemmelavede forårsruller eller andre thailandske retter. Suppen er desuden frysevenlig og smager næsten endnu bedre dagen efter.

Prøv også pad see ew – en thailandsk nudelret med kylling og æg eller opskriften på pad thai. Jeg elsker bare thai mad!

Tom Kha Gai

Tom Kha Gai

Lækker hjemmelavet tom kha gai – en thailandsk suppe.
5 fra 19 stemmer
Print Bedøm Pin
Forb. tid: 15 minutter
Tilb. tid: 15 minutter
Samlet tid: 30 minutter
Mængde: 6 personer

Video

Ingredienser

Forberedelse af Tom Kha Gai

  • 4 cm galanga rod af 1½ cm tykkelse – købes i asiatiske supermarkeder
  • 2 stk citrongræs nogle supermarkeder har dem og eller i asiatiske supermarkeder
  • 750 g kyllingebryst
  • 2 løg
  • 250 g champignon
  • 2 røde chilier én til retten og én til pynt
  • 1 bundt purløg

Tilberedning af Tom Kha Gai

  • 3 dåser kokosmælk 3 x 400 ml
  • 3 hønsebouillonterninger
  • 1200 ml vand
  • 1 spsk oystersauce fiskesauce kan også bruges – mange udgaver laves med fiskesauce
  • 2 spsk soya gerne healthy boy brand tynd (thin) soya
  • 2 tsk hvidløgspulver
  • 1 spsk sukker
  • 1 spsk stødt koriander
  • Salt
  • Peber
  • Citron eller limesaft
  • Olie raps eller solsikke

Sådan gør du

Forberedelse til thaisuppe

  • Skræl galanga stykket og snit i tynde strimler – se evt. video.
  • Skær citrongræs i 4 cm stykker og knus let i en morter, så de åbner sig og du rigtig kan dufte dem.
  • Skær kyllingebryst i passende tern.
  • Skær løg i tern og rens champignon godt og skær i kvarte eller mindre stykker.
  • Hak chilierne – gem den ene til toppen.
  • Hak purløgen fint til toppen.

Tilberedning af thaisuppen

  • Kom lidt olie i en gryde og steg galanga og citrongræs lidt før vand, bouillonterninger, kokosmælk, svampe, løg, chili, sukker, hvidløgspulver, stødt koriander, soya og oystersauce tilføjes.
  • Lad det komme op og simre og tilføj så kylling – lad suppen simre i 5-7 minutter eller, indtil kylling er færdig.
  • Så skal suppen smages til – godt med salt, peber og godt med lime eller citronsaft – den kan trække en del.
  • Så er en klar til servering med chili og purløg på toppen.
  • Velbekomme.

Noter

Man kan også servere lidt ris til suppen, så den får lidt mere fylde. 

Hvad er Tom Kha Gai?

Tom Kha Gai er en traditionel thailandsk suppe. Navnet betyder direkte oversat “suppe med galanga og kylling”, hvor Tom betyder suppe, Kha betyder galanga, og Gai betyder kylling.

Det er netop galanga og citrongræs, der giver suppen dens karakteristiske smag. Mange tror, at ingefær kan bruges i stedet, fordi galanga ses som den thailandske ingefær, men galanga har en mere frisk, citrusagtig og let pebret smag, som gør en stor forskel. Derfor anbefaler jeg altid at bruge galanga, hvis du vil lave en autentisk tom kha gai.

Tips til opskriften

Opskriften passer til cirka 6 personer. Serveres suppen som hovedret, anbefaler jeg ris ved siden af eller risnudler, så man selv kan tilsætte den mængde, man ønsker. Da suppen ikke mætter helt så meget.

Brug gerne kyllingebryst, som i opskriften, men udbenede kyllingeoverlår fungerer også rigtig godt og sikrer endnu saftigere kød.

Galanga og citrongræs er de to ingredienser, der giver suppen dens autentiske smag. Citrongræs kan ofte købes i større supermarkeder, mens galanga typisk findes i asiatiske supermarkeder – både frisk og på frost. Begge dele er fint – men brug ikke tørret galanga eller syltet – det giver ikke det samme i retten.

Citrongræs afgiver masser af smag under kogningen, men selve stænglerne spises ikke. Jeg lader dem blive i gryden og fisker dem blot op undervejs, eller også lægger vi dem til side på tallerkenen, når vi spiser.

Smag altid suppen godt til med limesaft, salt og peber til sidst. Kokosmælk varierer meget i sødme, så den sidste tilsmagning gør en stor forskel.

Kan Tom Kha Gai laves dagen før?

Ja, faktisk synes jeg næsten, at suppen smager endnu bedre dagen efter. Smagene får lov til at samle sig, og kokosmælken bliver endnu mere fyldig. Pas dog på med at koge resterne for længere. Varm det op, indtil den letsimre og så er den klar. Kyllingen skal helst ikke have mere tilberedning.

Skal du have gæster, kan du derfor sagtens lave suppen dagen før og blot varme den langsomt op inden servering. Vent gerne med purløg og frisk chili til lige før servering, så de bevarer deres flotte farve og friskhed.

Opbevaring

Tom Kha Gai kan opbevares i en lufttæt beholder i køleskabet i 3-4 dage.

Suppen er også frysevenlig og kan fryses i op til 3 måneder. Lad den tø op i køleskabet natten over, og varm den derefter langsomt op i en gryde. Rør gerne undervejs, så kokosmælken samler sig igen.

Serveringsforslag

Tom Kha Gai smager fantastisk med jasminris eller tynde risnudler, som kan serveres ved siden af, så hver person selv bestemmer, hvor meget der skal i suppen.

Den passer også rigtig godt som forret og så efterfølgende servere andre thailandske retter, som hovedret.

Suppen fungerer både som en nem hverdagsret og som en elegant forret til gæster.

Variationer

Der findes mange forskellige versioner af Tom Kha Gai i Thailand. Du kan eksempelvis tilsætte rejer i stedet for kylling eller kombinere begge dele. Skal det være lidt anderledes, så kan du også bruge små kødboller.

Vil du have flere grøntsager i suppen, passer sukkerærter, babymajs eller pak choi rigtig godt sammen med den cremede kokosmælk – men det bruges normalt ikke i retten.

Er du vild med stærk mad, kan du tilsætte ekstra frisk chili eller lidt chiliflager. Ønsker du en mere syrlig suppe, kan du blot tilsætte lidt ekstra friskpresset limesaft lige inden servering.

Tom Kha Gai
Opskrift på tom kha gai – hjemmelavet thailandsk suppe

Følg endelig med på de sociale medier, hvor jeg deler en masse lækkerier. Du kan finde mig på Instagram og Facebook.

0 kommentarer

5 from 19 votes (19 ratings without comment)

Tilføj en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering