Tortillas med kødsauce, salat og creme fraiche er et lækkert hverdagsmåltid, som ingen tid tager at lave. Kødsaucen kan desuden fryses og bruges i andre retter.
Jeg elsker en god kødsauce og denne med lidt spidskommen og chili går fantastisk sammen i en tortilla med sprød salat og creme fraiche. Et nemt og lækkert hverdagsmåltid.
Prøv også fladbrød med kødsauce og ost.
Tortillas Med Kødsauce
Kødsaucen her er en smule spicy. Den kan sagtens gøres mere eller mindre spicy. Ønskes den ekstra spicy så tilføj mere chili og cayenne og overvej at prøve friske chilier. Ønskes den mere mild, så undlad evt. cayenne og/eller chili eller start med en lille smule og smag til.
Kødsaucen her er udover at være lækker i tortillas, så kan den også bruges til pasta, kartoffelmos, på pizza og andet.
Tortillas Med Kødsauce
Ingredienser
- 500 g hakket oksekød
- 3 løg
- 6 fed hvidløg
- 4 gulerødder
- 3 tomater
- 2 dåser flået tomater
- 140 g tomatpasta
- 1 spsk rødvinseddike
- 1-2 tsk sød chilipulver
- 1 tsk paprika
- 1 tsk spidskommen
- ½-1 tsk cayennepeber
- Salt
- Peber
- Olie
- Tortillas
- Salat efter eget valg
- Creme fraiche
Sådan gør du
- Hak løg, tomater og gulerødder i små tern.
- Knus hvidløgene.
- I en stor gryde tilføjes lidt olie og løg, tomater, gulerødder, hvidløg og oksekød steges af med lidt salt og peber.
- Kom nu de flået tomater, tomatpasta, rødvinseddike, 1 tsk chilipulver, ½ tsk cayenne, spidskommen og paprika i gryden.
- Lad det hele simre i en halv times tid.
- I mens forberedes den ønskede salat.
- Smag nu kødsaucen til med godt med salt, peber og evt. mere chili og cayenne.
- Så er retten klar til servering – tortillas, kødsauce, salat og creme fraiche.
- Velbekomme.
Noter
Jeg bruger helt almindelige hvedetortillas, men du kan godt bruge grovtortillas, lave dine egne tortillas med hvede eller majs eller prøve kødsaucen til mine hjemmelavede naan eller fladbrød.
Kødsaucen kan holde nogle dage på køl i lufttæt beholder eller den kan fryses ned til senere.
Friske tomater, agurk, salat, majs, peberfrugt, rødløg og/eller syltede rødløg vil være lækkert fyld i disse tortillas sammen med kødsaucen.
These look so incredibly good and would be a huge hit here!
Thanks Matt!
Ser bare så super lækker ud.. Tror du at man kan undvære rødvinseddike..
Ork ja det kan du sagtens Jette! 🙂